Sæbebobler, magisk guldstøv og rosé: Citymanager håber på et brag af en aften inden gaden graves op
Lys Nat bliver det sidste store arrangement i midtbyen, inden gade graves op.
Det summer af liv, hvor folk flokkes i gaden til lyden af lokale toner og opvisninger.
Sådan plejer det at være, når Skanderborg Cityforening inviterer til Lys Nat i Adelgade. Arrangørerne håber, at det traditionsrige arrangement igen vil tiltrække mange mennesker.
Lys Nat den 2. maj bliver i år noget specielt.
Det er nemlig den sidste af sin slags i en gade, som vi kender den.
»Det er en aften, som vi dedikerer til temaet »Kærlighed til vores Skanderborg«. Det er simpelthen, fordi vi lægger op til, at vejen skal graves op fra midt maj. Der er ingen tvivl om, at vi skal huske vores by – især i en opgravningsperiode. Der skal vi huske at vise endnu mere kærlighed – både til butikker, restauranter og liberale erhverv. Der er rigtig mange arbejdspladser hernede i Adelgade. Så vi håber virkelig, at folk vil støtte op til Lys Nat,« lyder det fra citymanager Pia Heide Sørensen fra Skanderborg Cityforening.
Forberedelserne har varet længe, hvor Skanderborg Realskole har klippet grønne hjerter, der skal hænge rundt i vinduerne, ligesom Skanderborg Ungdomsskole på Finlandsvej også har været i gang med at forberede udsmykning til gaden under Lys Nat fra kl. 18-22.
Der kommer også til at være et selfieområde til billeder med budskab til de handlende.
»Der vil være mange aktiviteter for store og små hele aftenen, så jeg kan kun opfordre til, at man sætter tid af til at benytte sig af en hel aften i Skanderborg. At man bakker op om arrangementet og mærker, hvad midtbyen også kan,« siger Pia Heide Sørensen, der garanterer masser af god stemning.
Traditionen tro vil de erhvervsdrivende rykke ud i gaden, hvor man også kan møde en række foreninger, politikere og andre, der ønsker en stand til arrangementet. Et par bilhuse tager et par biler med ned i gaden, ligesom brandstationen også rykker ud med blandt andet en brandstige.
Der kommer også til at være mulighed for at prøve kræfter med skateboard, taekwondo, parkour og floorball til tonerne fra flere bands, der optræder på de to scener ved Ole Lund Kirkegaards Stræde og ved Chokoladefabrikken.
På scenen ved Ole Lund Kirkegaards Stræde optræder »Den jeg elsker«, mens det på scenen foran Chokoladefabrikken er lokale optrædener.
»Kulturskolens dramahold laver en forestilling og åbner aftenen med et skuespil. Morten Børup Skolen, Realskolen og Kulturskolen stiller også op med et band, og så kommer der et band fra gymnasiet. Vi samarbejder virkelig på tværs af de forskellige musikforeninger i byen. Det er vi rigtig glade for,« fortæller Pia Heide Sørensen.
Der vil også være gymnastikopvisninger og sæbebobleworkshops med nogle store sæbebobler.
»Der bliver også en kreativ stand i forhold til »Kærlighed til vores Skanderborg« og genbrug, og så kommer FLOK til at have et stort kreativt område, hvor man kan se og prøve noget af det, man kan på FLOK,« siger Pia Heide Sørensen.
Der er også mulighed for at købe en bid mad fra de forskellige foodtrucks, ligesom man kan slukke tørsten i øl fra lokale bryggerier eller på roséruten, som omfatter 16 steder med forskellige vine.
»Og så har vi i år guldfeen, som vil gå rundt i Adelgade og rundt i butikkerne og sprede magisk guldstøv for at skabe en eventyrlig stemning,« lyder det fra citymanageren.
Fremtidens arrangementer
Selvom Lys Nat den 2. maj er det sidste arrangement i en Adelgade, som vi har kendt den i mange år, garanterer Pia Heide Sørensen, at der også i fremtiden vil inviteres til arrangementer i midtbyen.
»Næste gang, vi laver arrangementer, vil det have en anden placering.. Men resten kommer til at være, som vi plejer. Der kommer fuld knald på arrangementer i 2025.«
Men først gælder det Lys Nat den 2. maj.
»Vi håber virkelig, at man prioriterer at komme ned til byen. Også for at vise opbakningen til, at man vil midtbyen på tværs af interesser. Gaden repræsenterer meget forskelligt, så tag din nabo, familie og venner med til Lys Nat. Vi glæder os,« slutter Pia Heide Sørensen.
Adelgade spærres for biler mellem kl. 16.30 og 22.30.