Fortsæt til indhold

Søstrene Grene er klar med åbningsdato for ny afdeling på Strøget

Creating Moments hedder Søstrene Grenes nye såkaldte kreative samlingssted på Strøget i Aarhus.

Kultur og byliv
jwh

I marts kunne avisen fortælle, at Søstrene Grene åbner nyt koncept lige overfor deres første butik på Strøget i Aarhus. Nu er den aarhusianske butikskæde klar med både navn og åbningsdato for det nye sted.

Det oplyser Søstrene Grene i en pressemeddelelse.

Fredag 9. maj åbner Søstrene Grene således Creating Moments, som bliver et kreativt samlingssted. Idéen er, at folk skal komme for at fordybe sig i de syv forskellige kreative discipliner: maling, papir, garn, tekstiler, perler, naturmaterialer og formgivning. Selve rummet vil være delt op i de syv værksteder, hvor gæster både kan reservere pladser til at lave et kreativt projekt, mens der også vil være frie pladser til de lidt mere spontane besøgende, fremgår det af pressemeddelelsen.

»I Søstrene Grene har vi en ambition om at skabe et afbræk fra en hektisk hverdag, og det vil vi også gerne i Creating Moments, men på en anden måde. Creating Moments er et separat koncept, der kan stå alene, og som har et andet oplevelsesunivers,« fortæller Cresten Grene, medejer og kreative direktør hos Søstrene Grene, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Hele ideen er, at når du kommer ind i Creating Moments, så stiger du ind i en verden af kreativitet, hvor skuldrene sænker sig. Vi kender alle sammen det med at have for meget i hovedet, og jeg tror på, at det at bruge sine hænder og sin kreativitet kan hjælpe med at skabe ro og balance.«

Selve åbningsdagen vil foregå som et åbent hus-arrangement, hvor det ikke vil være muligt at reservere en plads. I stedet kan gæster tage plads og lave et kreativt projekt efter først til mølle-princippet, mens der også vil være frie områder til kortere projekter.

Creating Moments åbner ifølge pressemeddelelsen fredag 9. maj kl. 10.59 i Søndergade 22 i Aarhus C.