Ny golfklub slår dørene op på golfens dag: »Sten for sten bygger vi fundamentet for fremtiden«
På kort tid er nyetablerede Ry Golf nået op på 450 medlemmer. Det fejrer klubben på Golfens Dag, 27. april.
I Ry Golf bliver Golfens Dag, søndag 27. april, i år noget helt særligt. Det er blot et halvt år siden, den nye golfklub overtog anlægget fra Skanderborg Kommune, og derfor bliver dagen også en åbningsfest, hvor der bliver tændt op i grillen og fejret, at alt det hårde arbejde med at etablere en ny klub har båret frugt, og at klubben nu har 450 medlemmer, der sammen skaber et stærkt fællesskab med mange ildsjæle, der gerne giver en hånd med.
På dagen inviterer klubben samtidig indenfor til åbent hus kl. 11-15 på Skovagervej 200 i Ry, hvor nysgerrige har mulighed for at få en appetitvækker på, hvad det er, der gør golf til noget helt særligt. I den anledning arrangeres forskellige aktiviteter og konkurrencer for såvel børn som voksne.
»Der bliver lagt rigtig mange frivillige arbejdstimer blandt medlemmerne af Ry Golf, og derfor skal vi også huske at fejre, at det går godt, og at den store indsats fra de mange frivillige gør en markant forskel – og her tænker jeg ikke kun på det praktiske, for der er på rekordtid også skabt et fantastisk fællesskab i klubben. Derfor har vi meget at fejre, og vi håber, at mange vil lægge vejen forbi,« siger siger Anette Buun Syvertsen, daglig leder i Ry Golf, i en pressemeddelelse.
I Ry Golf er man klar over, at der skal tænkes i nye baner, hvis man skal skabe en golfklub, som er bæredygtig på lang sigt både hvad angår foreningsliv og økonomi.
Et helt konkret eksempel på det er, at man gør en ekstra indsats for at tiltrække børn og unge. Derfor koster et medlemskab for børn og unge under 18 år kun 500 kroner om året
»Det er sandsynligvis det billigste kontingent i hele Danmark inden for golfsporten. Samtidig har man ansat en træner, der også er skolelærer,« tilføjer Anette Bruun Syvertsen.
I forhold til økonomien spiller den daglige drift en stor rolle, ikke mindst pasning og pleje af de 27 huller. Derfor har man investeret i robotplæneklippere, der skal hjælpe greenkeeperne med noget af det traditionelle arbejde, og det giver en bedre udnyttelse af de ressourcer, som er til rådighed.
»Nytænkning er i klubbens DNA, og sten for sten bygger vi fundamentet for fremtiden. Vores motto er, at golf er for alle, og til vores store glæde kan vi se, at vi lykkes med at tiltrække børn og unge. Ligeledes kører vi flere forløb med begynderhold,« fortæller Torben Sørensen, bestyrelsesformand i Ry Golf.