Spor festivals program anno 2025
The Funny Sad of Your Life!™®
Af Mathias Monrad Møller & Ensemble Garage
Nyder du også kapitalismens goder, men føler en snert af skyld, når du tænker dybere over det? I The Funny Sad of Your Life!™® gør Mathias Monrad Møller og Ensemble Garage dette dilemma i de senkapitalistiske velstandssamfund til afsæt for en række ironiske kærlighedssange. Disse kærlighedssange er baseret på digte, som Møller har sammensat af reklameslogans – billig poesi omdannet til ironiske hymner til kapitalismen. The Funny Sad of Your Life!™® præsenteres sammen med den danske premiere på Møllers Fruits.
PIGSPIGSPIGS
Af Bastard Assignments
Eksperimenterende musikteater om en engelsk landbrugsfamilie, der mærker effekten af mærkelige, mørke kræfter, som kommer fra deres jord. Fire performere er på scenen – med kostumer, hjemmelavede instrumenter, ingen grise. Bastard Assignments gentænker traditionelle engelske folkelige forestillinger og komponerer deres egne folkesange, salmer og en julesang. Frieze Magazine har betegnet forestillingen som ”bizar, fængslende og virkelig uventet”. Den er bestilt af Borealis sammen med Wigmore Hall og SPOR festival.
The Elephant
Af Lasse Schwanenflügel & Ensemble Garage
Forestillingen henter inspiration fra Rottefængeren fra Hameln. I et børneværelse ved sengetid udspiller der sig et drama mellem søskendeparret Constantia og John. Constantia udtrykker mistillid til de voksne autoriteter, som hun mener ikke er i stand til at sikre en tryg og bæredygtig fremtid for næste generation. John, der er mere pragmatisk og konservativ, fastholder, at børn aldrig har haft det bedre. Forestillingen kombinerer film og livemusik, og titlen refererer til udtrykket “elefanten i rummet”.
Resonanstårne
Af Maj Kjærsig
En poetisk og storslået installation af skulpturer i keramik og lyd, som er skabt specifikt til DOKK1. Installationen består af monumentale skulpturer, der kombinerer visuelle og auditive elementer. Skulpturernes form er en slags tårne, der rager op i ca. 260 centimeters højde og har en diameter på ca. 50 centimeter. Værket er en undersøgelse af samspillet mellem lyd og form, både skulpturelt og installatorisk, med undersøgelser af resonansrum i keramik i kombination med elektronisk komposition.
Harsh, Dear
Af Marcela Lucatelli & Scenatet
Med denne stedsspecifikke performance dykker Lucatelli og Scenatet ned i en fælles interesse: Det rå urbane rum som scenen, hvor en personligt forankret fremvisning af kunst kan udspille sig. Værkets scenografi er Godsbanen, der rummer unikke historiske spor kombineret med fremtidsdrømme. Tableauer af miniatureuniverser, hvor otte performere fungerer som værter og guider, er spredt ud over området og inviterer publikum til aktivt at bevæge sig rundt og opleve værket fra forskellige vinkler.
Jeppe Just Instituttet and Friends
Af Jeppe Just Christensen
I sin søgen efter at udvikle Jeppe Just Instituttet, som til daglig er en trio, samarbejder Jeppe Just med musikerne og komponisterne Connor McLean, Mika Persdotter og James Black, som medvirker på en række nye sange. Til koncerten udvikles og anvendes specielle roterende og automatiske ’rain sticks’ samt andre instrumenter, og lys- og lydelementer bringes i spil for at skabe en totaloplevelse, der involverer hele det fysiske rum.
C
Af Simon Løffler Værket er bestilt af SPOR i 2013.
I dette værk bliver musikken hørt igennem tænderne. Dermed iscenesættes musikken på en måde, hvor den befinder sig på grænsen af det hørbare. En musik, som kræver en yderst delikat fingerspidskontrol af musikeren, som samtidig bringer en sonoficering af berøring meget tæt på lytteren, da den opstår i kroppen. Idet både komponist og publikum placerer tænderne på én træpind, opstår der desuden en form for forbundethed blandt alle deltagere.
Body Epiphanies
Af Olga Szymula
En somatisk komposition af Olga Szymula, der udforsker kroppens indre sansning gennem lyd, fysiske udtryk, tekst og koreograferet bevægelse. Det opføres af Szymula selv sammen med den afrobrasilianske kunstner Sandro Masai og den danske seniordanser Laila Wodtke Nissen. Værket udfolder sig som en koreograferet kropslig dokumentar. Med rod i levede erfaringer undersøges grundlæggende følelsesmæssige drivkræfter med afsæt i neuroforskeren Dr. Jaak Panksepps forskning i emotionelle kommandosystemer.
Babbling Brook
Af Nolan Lem
En sonisk meditation over begrebet ”stream of consciousness” i en tid, hvor nye teknologier er ved at omdefinere, hvad intelligens betyder. I dette hyperreelle, immersive miljø flyder auditive informationer sammen som en form for mekanisk bevægelse, der udvisker grænserne for, hvad der kan simuleres gennem sanserne. Denne mixed-media-installation, som er drevet af AI, genskaber den akustiske oplevelse af en naturligt rislende bæk ved kinetisk at aktivere dusinvis af mekaniske tastaturer.
VINGESLAG
Af Blomsten
Det nye værk VINGESLAG udforsker kollektiv tilstedeværelse, sværmadfærd og sammenflettede linjer – som en flok fugle på træk fra ét sted til et andet. Værket iscenesætter en række kontraster: Afstand og nærhed, støj og stilhed, bevægelse og stilstand. Fra trance-lignende grooves til abstrakte lydlandskaber, der synes at være revet fra hinanden, præsenterer de fire musikere og komponister et bredt spektrum af lyde skabt med ikke-melodiske akustiske slaginstrumenter.
Minor Characters
Af Jennifer Walshe, Matthew Shlomowitz & Ensemble Nikel
“Minor Characters synes at spørge: Hvis alle er distraherede online og bare følger deres egen smag, hvordan løser vi så problemer i fællesskab? Selv om værket føles fuldendt, findes der ingen reel forløsning.” Sådan beskrev Seth Colter Walls værket i New York Times. Musikken bevæger sig gennem en bred vifte af stilarter – fra rock, vaporwave og kabaret til ASMR-inspirerede lydbilleder. Partituret fungerer som en collage, der indfanger digitale livsformers mangfoldighed og er lige så uforudsigeligt som den algoritmisk kuraterede kaosoplevelse af at scrolle gennem et feed.
Primal
Af Sóley Sigurjónsdottir & Modelo62
Du er inviteret til at overvære de truede bassaloner. Tidligere anset for at være uddød, blev en flok bassaloner for nylig opdaget og flyttet til et beskyttet reservat. Med deres kraftige bygning er disse bemærkelsesværdige pattedyr kendt for deres dybe jordrystende brøl. Mange er ikke klar over, at før 1700-tallet blev strengeinstrumenter lavet af bassaloniske kroppe, hvilket førte til ubarmhjertig jagt og til sidst udryddelse. På udkig efter alternativer, blev strengeinstrumenter udskåret af træ en måde at efterlignede bassalonens form og lyd omhyggeligt. Offentlige besøg er sjældne og strengt regulerede - dette er en sådan mulighed.
Sustained Effort
Af Sandra Boss og Ea Borre
Værket er bestilt af SPOR i 2017.
Et samarbejde mellem komponist Sandra Boss og billedkunstner Ea Borre. Sammen har de skabt en harmonika, der udvider sig i dimensioner og kan strække sig i et uventet omfang. Bælgen fungerer som en kæmpestor lunge og skaber en rytme af vejrtrækninger, mens lyde indåndes og udåndes gennem instrumentet. Det er nødvendigt med to personer for at betjene instrumentet, som i sig selv udgør en fysisk forhindring. Den uhåndterlige størrelse definerer en koreografi af tidsbegrænsede skulpturelle positurer mellem to personer og en harmonika.
Solvogn
Af Laurits Jongejan
Et elektromekanisk lydværk, der udforsker menneskets evige iver efter at beskrive verdenen omkring os gennem konstruktion af komplekse maskinerier. Værket henter sin inspiration fra og skaber et teknologisk møde mellem kvantecomputeres kryostatiske kølingsapparater og nationalklenodiet Solvognen. Store, runde skiver hænger horisontalt i værkets midte, som kernen i en industriel kvantecomputer, og på hver af disse udspiller der sig mytologiske scener af solens rejse over himlen, inspireret af den danske bronzealder.
Aftermath Live
Af Niels Rønsholdt
Denne sangcyklus bevæger sig ad motorvejene gennem dele af USA – fra New York til Ohio, Kentucky, Tennessee, Mississippi og Louisiana. Sangene tager afsæt i konkrete steder og oplevelser, men fungerer samtidig som en refleksion over mødet med kunstnerens eget forvredne spejlbillede som europæer i USA: Så meget føles velkendt og peger tilbage på dybe kulturelle erindringer og rødder – musikken, stederne, sproget, fortællingerne, bilerne, instrumenterne. Og alligevel er så meget anderledes og fremmedgørende.
Instructions
Af Ragnhild May
Udstillingen sætter fokus på, hvordan vestlige musikinstrumenter og andre masseproducerede brugsobjekter historisk set er designet til at passe en bestemt kropstype: Den hvide, ikke-handikappede, cis-kønnede mand. Designet af musikinstrumenter er ofte tilpasset denne idealiserede krop, hvilket skaber udfordringer for andre kropstyper. Udstillingen ønsker at udfordre og udvide forståelsen af, hvordan vi interagerer med sådanne objekter og bringer dermed også nye perspektiver på teknologi, krop og identitetsdannelse ind i musikken.
Between Heights
Af Tuce Alba
En vejrtrækning bliver til vibration, vibrationen bliver til forvrængning. Ney’en, et instrument, som traditionelt er forbundet med bestemte billeder og ideologier, bliver omarbejdet, strakt og forvredet – dens åndedræt fragmenteres, resyntetiseres og forvandles til en ny form, der udfordrer traditionen, men stadig er forbundet med den. Den undersøger fleksibilitet, usikkerhed og lydens fysiske karakter. Gennem en sådan undersøgelse åbner denne performance et rum, hvor lydens potentiale for transformation og for at omforme vores opfattelser sættes i centrum.
Cooler Stars Glow Red
Af Bára Gísladóttir, koreograf Margrét Bjarnadóttir og Scenatet
Et tværæstetisk værk for to dansere, to sangere, to fløjtenister, to slagtøjsspillere kombineret med elektronik – skabt af komponist Bára Gísladóttir, koreograf Margrét Bjarnadóttir og Scenatet. Med bevægelse, lyd og rytme afspejler værket en konstant foranderlighed i både den fysiske og følelsesmæssige verden. Publikum inviteres ind i en abstrakt atmosfære, hvor oplevelsen træder i stedet for en lineær fortælling. Tekst bruges sporadisk og varierer fra fragmenter til længere lyriske passager, der spænder fra digte af forfatteren Jon Fosse til videnskabelige artikler med objektive fakta.
SPOR New Music School 2025: 10-års jubilæum
Hvordan vil værkerne på ARoS opleves, når de fortolkes i lyd, klange og musik – og til sammen danner et helt tredje udtryk? Dette svarer SPOR New Music Schools elever på under SPOR festival, når de uropfører deres nyskabte musik blandt værkerne på ARoS Aarhus Kunstmuseum. Sammen med musikere i NJYD Quartet og kompositionsstuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København bliver nysgerrighed, åbenhed og legelyst sat i centrum, når eleverne får mulighed for at gå på opdagelse i nye musikalske verdener og udtryksformer.