Fortsæt til indhold

To bands og en solist får chancen i Aarhus

Juvenile, Rottefænger og Anders Gantriis fra Grenaa skal på scenen til Spot Festival.

Kultur og byliv

To bands og en solist fra Grenaa får chancen for at møde et publikum i Danmarks næststørste by. Det sker, når de to bands Juvenile og Rottefænger samt solisten Anders Gantriis går på scenen til Spot Festival i Aarhus torsdag 1. maj. Det sker på scenen Torkilds på Mindebrogade 2.

Det er Kulturhuset Pavillonen, der har formidlet kontakten til festivalen, og det er et cadeau til Pavillonen og Grenaa at være med på festivalen med dette projekt og vise talentet fra byen frem, mener kulturhuschef Jesper Jul.

Grenaa vises frem som en del af det nye initiativ SpotCity – et projekt, der bringer musikken fra forskellige byer ind i Spot Festivalen som en optakt 1. maj. Her er Pavillonen med og præsenterer musik fra Grenaa.

Kulturhuset præsenterer tre koncerter på Torkilds, centralt beliggende i hjertet af Aarhus.

»I Pavillonen er vi utroligt glade for, at vi kan bringe talentfulde bands, der har rod i Grenaa, ind og være med i det store projekt og vise byen og talentet fra Grenaa frem. Vi er glade for at kunne vise, at der fostres meget talent ude på spidsen af Djursland. Det er udviklende for de bands, der er med, og giver dem en mulighed for at skabe nye kontakter til deres videre rejse ud i musikkens verden. Pavillonen er stolte af at være en del af denne satsning og ser frem til at byde både aarhusianere og festivalgæster velkommen til en aften med kvalitetsmusik fra hovedbyen på Djursland - Grenaa,« siger Jesper Jul.

Anders Gantriis

Sangskriveren Anders Gantriis kommer fra Grenaa, men hans musik rækker langt ud over byens grænser. Med en stemme, der føles som en fortrolig samtale, og melodier, der favner det nære, det skrøbelige og det smukke i livet, har Anders formået at skabe et musikalsk univers, der både er jordnært og dybt personligt.

Anders Gantriis er solist med en vilje til at fortælle noget ægte. Pressebillede

Hans sange bærer præg af ægte nærvær – som om hver strofe er skrevet med lytteren i tankerne. Det er musik, der ikke råber, men hvisker – og alligevel høres klart. Det er netop denne følsomhed og ærlighed, der har gjort ham til en særlig stemme i dansk musik. Der er ingen store armbevægelser – kun en mand, en guitar og en vilje til at fortælle noget ægte.

Juvenile

Juvenile er et ungt punkrockband fra Grenaa, som tager stor inspiration fra de oprindelige inkarnationer af punk og garagerock, hvor der er stort fokus på rå energi og showmanship.

Juvenile spiller punk og giver intense koncerter. Pressebillede

Guitar, trommer, bas. Punk. En tight rytmesektion, én til to rustne guitarer og en forsanger, som kan finde på at smide tøjet, er hvad man får i en altid intens Juvenile-koncert.

Rottefænger

Rottefænger er et ungt, alternativt rockband med rødder i Grenaa og Djursland, der inviterer lytteren ind i deres kryptiske kosmos med hypnotiske grooves og hårdtslående riffs. Vokalisten Frejs stemme danner broen mellem bandets mange indflydelser, der spænder fra shoegaze til hård progressiv rock og metal.