Fortsæt til indhold

Tag familien med til en hyggelig dag ved Gudenåen

Nyd naturen ved vandet, når Randers Naturcenter inviterer til sjove aktiviteter ved Gudenåen.

Kultur og byliv
sra

Der er lagt op til nogle hyggelige timer med masser af frisk luft på Randers Naturcenter lørdag 3. maj, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»Lige nu er naturen jo fantastisk smuk, og vi vil gerne give både børn og voksne en helt særlig naturoplevelse, hvor man får lov til at være tæt på livet i og omkring Gudenåen og have det sjovt,« siger Helle Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.

Hele dagen står de ansatte og stedets frivillige klar med forskellige aktiviteter.

Det er blandt andet muligt at komme med på hyggelige sejlture på åen i Naturcentrets egne motorbåde. På turen glider man stille afsted mellem tagrør og har mulighed for at nyde roen og dyrelivet. Billetter til sejlturene uddeles efter ”først til mølle”-princippet.

For de eventyrlystne er der også mulighed for at tage et ”snorkel-kig” under overfladen - iført våddragt, redningsvest, snorkel og dykkerbriller kan du få et unikt indblik i den undersøiske verden under åens klare vand. Aktiviteten gennemføres, hvis vejret tillader det.

Der er også masser at opleve på land. Her er det blandt andet muligt at gå på opdagelse i vandhullet og møde dets små, sjove beboere, eller låne en kikkert og en fuglebog og tage på fuglesafari langs bredden.

»Der er fantastisk mange fine og sjældne fugle i området. Er man heldig, kan man for eksempel få et glimt af den smukke isfugl,« siger Helle Marie Taastrøm.

I løbet af dagen kan man også lave sine egne lækre pandekager over bål. Man er velkommen til at medbringe sin egen pandekagedej - og ellers er det muligt at købe pandekagemix.

Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig - bare mød op og vær med. Der er betaling for mad og drikkevarer. Husk praktisk tøj efter vejret.