Bunkere er gerningssted i ny krimi: Mød forfatteren til Lys Nat
Rikke Strand er til stede ved Lys Nat i aften, hvor hun vil hilse på og signere sin nye bog »Børnene i skoven«.
»Da to små børn opdages af en motionsløber i Kongeskoven ved Skanderborg, sættes Anika og hendes partner, Jonas, på sagen. Det ene barn er dødt, det andet er stærkt forkomment. Hvorfor er børnene efterladt alene i skoven? Og hvorfor er der ingen forældre, der efterlyser dem?«
Sådan lyder et udpluk af teksten på bagsiden af krimien »Børnene i skoven«.
Rikke Strand står med sin nye bog i hænderne. Den vejer godt, og omslaget er også blevet som hun håbede. Nu håber hun også, at en masse andre vil synes om krimien, der udkom i midten af april.
Vi står oven over bunkerne med de høje bøgetræer omkring os. Under os blev et barn fundet myrdet i en bunker nær Danhostel Skanderborg, og på et øjeblik forvandles den ellers idylliske skov nær vandet til et gerningssted.
»Jeg har boet i Skanderborg, siden jeg var otte år, så det var nærliggende at bruge dén skov. Jeg skulle også bruge bunkeren fra krigstiden i bogen,« fortæller Rikke Strand, der har gjort sig mange tanker om både sin måde at skrive på og bogens handling.
»Jeg tager udgangspunkt i, hvad jeg synes er vildt uhyggeligt. Min morders personlighed fascinerer mig, fordi vedkommende er kold og kynisk – og netop personligheder fascinerer mig virkelig meget. Det er sjovt og spændende at arbejde med de forskellige personligheder i bogen,« fortæller Rikke Strand, der udkom med sin første krimi i 2020.
Min morders personlighed fascinerer mig, fordi vedkommende er kold og kynisk – og netop personligheder fascinerer mig virkelig meget.Rikke Strand, forfatter
At Rikke Strand lige netop har kastet sig over krimier, har hun en god forklaring på.
»Jeg har læst sindssygt mange krimier - da man begyndte at høre dem på lydbøger, gik det helt galt. Så kan jeg pludselig høre bøger, mens jeg for eksempel kører bil og ordner vasketøj,« siger Rikke Strand.
Krimiforfatteren har altid læst meget. Allerede i de første år i folkeskolen begyndte hun at læse mange bøger, og yndlingstiden på skolen blev hurtigt, når klassen skulle på biblioteket.
»Da jeg så blev voksen, kunne jeg godt mærke, at krimier var det eneste, der rigtig fangede mig – så jeg tog en beslutning om kun at læse krimier. Og dem findes der virkelig mange af, så jeg løber aldrig tør.«
I nogle perioder er der dog ikke nær så meget tid til at lytte til en god krimi.
Jeg har læst sindssygt mange krimier - da man begyndte at høre dem på lydbøger, gik det helt galt. Så kan jeg pludselig høre bøger, mens jeg for eksempel kører bil og ordner vasketøj.Rikke Strand, forfatter
Som nu, hvor Rikke Strand ved siden af sit fuldtidsarbejde er i fuld gang med at skrive næste bog i serien om Anika, som efter planen skal være færdig til september.
»Jeg arbejder åbenbart bedst under pres,« griner Rikke Strand.
Signerer bøger
Under Lys Nat i Adelgade i Skanderborg den 2. maj holder Rikke Strand dog pause med både fuldtidsarbejde og skriveriet. Her vil hun være til stede ved Bog & Ide, hvor hun vil sidde klar til at signere bøger til de interesserede.
»Jeg håber virkelig, at der kommer nogen forbi. Det kunne være hyggeligt,« lyder det fra Rikke Strand, der er spændt på modtagelsen af krimien.
»Jeg håber, at folk kan lide bogen. Jeg synes faktisk selv, at bogen kan noget. Også fordi jeg godt kan lide, at personerne har personligheder. Det har jeg forsøgt at give dem i min bog.«