Fortsæt til indhold

En flyvetur, et tomt lokale og en idé der lettede: Butik 39 er global kunst i lokal baggård

Fire kunstnere med rødder i Danmark, Skotland, Rumænien og England er gået sammen om Butik 39, hvor kunst og håndværk mødes i en stemningsfuld baggård.

Kultur og byliv

Fire kreative kvinder med forskellige baggrunde er gået sammen om at åbne Butik 39 i Ebeltoft.

Den ligger i et hyggeligt baghus i hjørnet af Maltgården.

Butikken åbnede dørene for første gang for nogle uger siden og havde ifølge initiativtagerne over 150 besøgende på åbningsdagen.

Butikken sælger blandt andet håndlavede, upcyclede og vintage varer som tekstiler, malerier, keramik, smykker, sæber og køkkenredskaber i træ.

Bag projektet står Amy A T Hauschild, Julia Triston, Brenda Jane Sanders og Augusta Warrer-Hansen.

»Vi har en stor nysgerrighed på, hvor det her kan bære os hen. Så nu prøver vi bare,« siger de fire kvinder bag Butik 39, som havde overraskende mange gæster ved første åbningsdag. Pressefoto

Idéen opstod i februar 2025, da lokalerne i stueetagen på adressen blev ledige.

Augusta Warrer-Hansen samlede en gruppe af lokale kunstnere og håndværkere for at undersøge muligheden for at åbne en butik ud fra filosofien om, at hvis man ikke prøver, så sker er jo ikke noget.

»Vi har en stor nysgerrighed på, hvor det her kan bære os hen. Så nu prøver vi bare. Vi ved jo ikke, hvordan det går, før vi har prøvet,« siger hun.

De fire initiativtagere har fundet hinanden gennem netværk og fælles interesser inden for tekstilkunst og håndværk.

Julia Triston og Amy Hauschild mødtes første gang tilfældigt på et fly til Århus, og har siden samarbejdet kreativt. Julia og Brenda Jane Sanders har arbejdet sammen i flere år, blandt andet i forbindelse med quiltning i Nødager.

Brenda Jane Sanders er uddannet patchwork-kunstner og professionel longarm-quilter fra Skotland.

Hun har boet i Danmark siden 2014 og driver virksomheden DaisyQuiltsforyou fra sin systue i Nødager nær Kolind.

Hendes arbejde er blevet udstillet i blandt andet Saudi-Arabien, Dubai, England og USA.

I Butik 39 sælger hun traditionelle, moderne og vintage quilts samt udvalgte stykker vintage-keramik og -glas, som hun også samler på. Hun tilbyder desuden mindre sykurser i lokalet over butikken.

Butik 39 i baghuset ved Maltfabrikken, sælger blandt andet håndlavede, upcyclede og vintage varer som tekstiler, malerier, keramik, smykker, sæber og køkkenredskaber i træ. Pressefoto

Veganske sæber

Julia Triston er tekstilkunstner, forfatter og underviser med over 35 års erfaring. Hun stammer fra Storbritannien og har boet i Ebeltoft siden 2020.

Hendes værker kredser om identitet, køn og bæredygtighed og er ofte skabt af genbrugsmaterialer. Julia har udstillet internationalt og har flere publikationer bag sig. Hendes upcyclede tekstiler og veganske sæber er blandt varerne i Butik 39.

Amy A T Hauschild, der også kommer fra Storbritannien, har boet i Danmark siden 2002 og bor i Knebel. Hun er tekstilkunstner med speciale i broderi og arbejder ofte med motiver inspireret af hverdagen – især kæledyr og relationer, som hun gengiver med et humoristisk præg.

Amy har udstillet bredt i både Danmark og Storbritannien og har optrådt i både tv og trykte medier.

Den fjerde medstifter, Augusta Warrer-Hansen, bor i Ebeltoft og arbejder til daglig som klinikassistent og har en stor kærlighed til kunst. Hendes historie med kunst begynder med hendes børn – de tegnede træer sammen, som siden fik hende til at bevæge sig videre til andre medier som maling og grafisk design.

Hun har rumænske rødder og har boet i Danmark siden en flytning med familien fra Irland.

Butikken har åbent i weekenderne fra 10-16 og planlægger desuden også at tilbyde workshops og kunstnersamtaler i fremtiden.