Fortsæt til indhold

Ren Kost serverer svampekaffe og glutenfri hjemmebag til »jyske priser«

Den legendariske helsekostforretning i byens speltbælte åbner med et nyt alternativ til byens utrolig mange kaffebarer.

Kultur og byliv

Ren Kost & Krop i Jægergårdsgade er efter omkring 50 år på adressen en sværvægter i helsekostbranchen. Den fik da også i 2015 titlen som Danmarks bedste helsekostbutik det år.

Der er sket meget siden den biodynamiske avler Bjørn Hald åbnede på Frederiksbjerg i 1970-erne, men Ren Kost & Krop ligger ikke på den lade side.

Der er jyske priser i den nye café i Ren Kost & Krop. Initiativet er båret af engagerede medarbejdere, der lige nu tester konceptet af. Foto: Tahmasbi

Som noget nyt har den netop åbnet en lille café i et hjørne af den store butik. Det særlige ved den er, at alt brød og kage er bagt i eget bageri af kvalitetsprodukter, der er glutenfri og biodynamiske. Der serveres økologisk kaffe og te med et udvalg af plantebaserede mælkeprodukter.

Alt sammen til »jyske priser«, som de siger i Ren Kost. For eksempel koster filterkaffe 15 kroner og en biodynamisk bolle med ditto ost og smør står i 25 kroner. Til gengæld skal kunderne tage tilbuddet med et smil, når der er virkelig travlt i butikken.

Prisen afspejler, at caféen er en slags forsøg, som er båret af entusiastiske medarbejdere. De starter stille ud og ser, hvor stor interessen er, og hvor meget caféen kræver.

Da avisen kigger forbi en almindelig eftermiddag, er flere varianter af bollerne udsolgt. Blandt andet går surdejsbollerne som varmt brød. De er nye i butikkens ellers velkendte sortiment ad åre.

Det er på ingen måde nyt, at der bliver bagt i helsekostbutikken, men nu kan man nyde smurte boller med kaffe og te på stedet.

Der er siddepladser både i vinduet ud til gaden og ude på Jægergårdsgade, der har et livligt hænge-ud- og café-miljø. Den har netop fået status som en form for sommergågade, hvor man kun må køre 30 kilometer i timen, og der er lagt kunstgræs på gadehjørnerne, som indbyder til, at man tager plads.

Bagværket er ikke bare økologisk men også biodynamisk. Det stempel stiller store krav til produktet. Det skal ikke kun være uden kunstgødning og sprøjtemidler, jorden skal for eksempel også bruges til forskellige afgrøder på skift og gødes med komøg.

Det giver store gastronomiske kvaliteter, som Michelin-restauranterne ofte går efter.

Der er mindre syre i svampekaffen, der indeholder flest kaffebønner og nogle få procent svampe. Foto: Tahmasbi

Kaffen og teen i caféen er økologisk og noget, der bliver solgt i butikken. Mærkerne vil skifte dag for dag, så man kan få alt fra kaffe fra Mount Hagen og aarhusianske Mokkahouse til Mushroom Coffee fra danske Rå Hygge.

Der er mindre syre i svampekaffen, der indeholder flest kaffebønner og nogle få procent svampe.

Jægergårdsgade har et livligt hænge-ud- og café-miljø med kunstgræs på gadehjørnerne. Foto: Tahmasbi