Husker du den emsige krimi-Dicte fra tv? I virkeligheden er hun sjovere og nu på gaden i Aarhus igen

Det er 10 år siden, at kriminalreporteren Dicte Svendsen fra lokalsprøjten sørgede for god ro og orden i Aarhus. Men nu kalder kaos i verden på hende.

»Der er så mange store forandringer i samfundet i disse år, og dem egner Dicte sig rigtig godt til at se nærmere på og belyse fra forskellige vinkler,« smiler forfatteren Elsebeth Egholm, der ligesom hovedpersonen er uddannet journalist og aarhusianer.

Da tv-serien om Dicte rullede over skærmen i 2013, blev både hun og Aarhus en del af den danske bevidsthed. Forfatteren er glad for det, men hun har i sin egen stille protest ført både Dicte og kriminalkommissær Wagner væk fra de afveje, tv-produktionen sendte dem ud på.

»Jeg synes, at Iben Hjejle som Dicte var for flabet og emsig. I virkeligheden er hun mere reflekteret. Og så har jeg ladet Wagner genopstå, selv om serien slog Lars Brygmanns version af ham ihjel. Det har jeg aldrig accepteret, så det er min stille protest,« sætter Elsebeth Egholm scenen, der hvor den skal være.

De helt naturlige kulisser er Telefontorvet, Gellerup og Veri Center. Det samme gælder det store snekaos, der udspillede sig i januar sidste år, hvor Elsebeth Egholm satte sig til tasterne på kontoret i hjemmet i Vejlby-Risskov.

Folk sad fast i driverne derude, og vejene blev ikke ryddet i dagevis. Det måtte Dicte så også døje med.

»Busserne kører på sommerdæk, og nyindkøbte sneryddere går i stå i romanen præcis som i virkeligheden. Bogen burde være pligtlæsning i byrådet,« ler journalisten Egholm, der har set sit snit til at fryse øjebliksbilledet som et minde. Sneen på gaderne får i bogen alvorlige konsekvenser, da en betjent skrider i den og rammer en ung kvinde.

I virkelige Vejlby arbejdede forfatteren med det i godt selskab med sin elskede Django. Han er 11 år, hendes trofaste følgesvend på de gode daglige gåture i den nærliggende skov og en labrador.

Egholms trekant

»Man kunne ikke gå udenfor uden fare for liv og lemmer, og jeg er blevet nervøs for at falde. Det er en ting, der er kommet med alderen. Det gælder også for Dicte, der har fået børnebørn siden sidst,« smiler Elsebeth Egholm, der pudsigt nok også har fået børnebørn og som bliver 65 i år.

Dictes alder er mere flydende, men ligesom forfatteren kæmper hun med ombygning af et badeværelse, alt for mange hundehår og dårlig søvn på for tynde madrasser på gulvet.

»Vores madrasser er lidt tykkere, men der er godt nok mange hundehår. Alligevel er det simpelthen så hyggeligt at sove på gulvet ved siden af Django og at vågne sammen med ham, der ikke længere er helt rask. Jeg ved dog ikke, hvor længe Jürgen og jeg holder til det, selv om Django elsker det. Måske skal vi have det op på et husmøde for os tre,« skraldgriner hun ved tanken om, hvordan det vil udforme sig.

På samme måde som Django har sin egen plads i husstanden, er Dicte også til stede, da Elsebeth Egholm møder avisens udsendte på Risskovs Emmerys. De to kvinder har fulgtes ad i 23 år og deler en stor interesse for nyheder. Dicte hjælper Elsebeth Egholm med den uforløste udlandsreporter, hun har i maven.

Første offer er sandheden

Egholm får konflikten i Mellemøsten til at lande i Smilets By, hvor der er demonstrationer. Dicte er på pletten for at dække begivenhederne. En demonstrant bliver klemt under en af politiets motorcykler, og føreren bliver efterfølgende slået ihjel, og hendes kolleger hænges ud med navn og adresse på de sociale medier. En jødisk pige bliver bortført, Dicte kæmper med en ny ung chef, og hendes PTSD-­ramte fotografkæreste tager til Gaza.

Der er ikke kun krig i Mellemøsten, men også mellem kønnene og på sociale medier. Og i krig er sandheden som bekendt altid det første offer.

Til forskel fra Dicte har Elsebeth Egholm ikke været plaget af hademails og mener, at hendes bøger er afbalancerede til trods for de konflikter, Dicte havner i.

Ind imellem kaos og krig er der i bogen også plads til det gode liv i Smilets By. Dicte og veninder holder stadig sammen, datteren Rose og hendes mand er lykkelige og har to skønne børn.

»Scenerne med harmoni og lykke viser, at personerne har noget at miste, og så kommer stormen, der kan smadre det. Som læsere venter vi på, at de igen er glade sammen, og det giver en god drivkraft. Hvis alle alligevel har det ad helvede til, kan det jo være lige meget,« forklarer forfatteren.

»Krimiens væsen er, at vi læser og læser for at nå tilbage til fred og ro.«

Dicte og en rød Tesla

Der er ikke meget ro over de aktuelle politiske situationer, Elsebeth Egholm har valgt at sende sin kriminalreporter ud i. Men sådan er det med Dicte. Hun har også i tidligere bøger været med i første række ved demonstrationer, når der er terrortrusler, og når Rullemarie kommer på banen. Hun har også bevæget sig i indvandrermiljøer og er drevet af en stærk retfærdighedssans.

Da Elsebeth Egholm sad begravet i snemasserne og undrede sig over terrorangrebet i Israel tre måneder tidligere, var det oplagt at sætte Dicte på sagen. For hvad foregår der egentlig?

Og selv om hun er hårdt nok plaget i forvejen, udstyrer forfatteren hende med en i fuld fart ny ung chef, der kører i - på det tidspunkt - en politisk korrekt rød Tesla.

»Den har siden fået en helt anden status og kommer nok ikke med i eventuelle fremtidige romaner,« bemærker Elsebeth Egholm.

Den ambitiøse chef sætter spørgsmålstegn ved, om Dictes dækning af konflikten er god nok.

»Redaktør Kaiser er gået på pension, og hans unge kvindelige afløser konfronterer Dicte ved at spørge, om hun ikke er lidt bias i sin dækning? Om hun forstår de unge? Hvilket hun jo ikke gør. For hvorfor støtter LGBT+-personer Hamas, når den klynger folk som dem op?« spørger Elsebeth Egholm på Dictes vegne.

Hun kender også svaret.

»Dictes veninde Anne forklarer, at det handler om følelsen af retfærdighed for alle på tværs af nationaliteter, politiske holdninger og religion. Men Dicte synes, at det hele lige pludselig handler om følelser, og at de unge glemmer det store perspektiv og historien,« forklarer forfatteren.

Kan ikke undvære Bo

Det får Elsebeth Egholm flettet ind ved at sende fotografen Bo til Gaza med nødhjælpsorganisationen World Central Kitchen. Bo er Dictes PTSD-ramte kæreste, der ofte har været i verdens brændpunkter. Denne gang er han sammen med den organisation, der både i bogen og virkeligheden mistede syv medarbejdere, som blev dræbt på jobbet.

»Jeg kan ikke undvære Bo, for han er på flere måder Dictes modsætning og forholder sig anderledes til konflikten. Han rejser ud og møder dem, der kæmper,« forklarer hun.

Forfatteren holder både Dicte og læserne på pinebænken med hensyn til Bos skæbne. Man ved først i sidste linje, hvad der er sket med ham.

Kun Elsebeth Egholm ved, hvor i livet Dicte vil befinde sig i fremtiden, og om der kommer flere romaner om hende.

»Det er ikke utænkeligt, men jeg ved ikke, om det bliver den næste. Jeg har gang i flere,« siger hun og lover - næsten - at dette ikke er det sidste, vi hører til den sjove og skarpe version af Dicte.