»Oversløngel« med frihedstrang: »Alle har brug for et skud sløngel-DNA«

Lyden af tusindvis af begejstrede drenge og piger, der har været med til deres livs bedste drengestreger og nu er fyldt op til randen med sløngelnæring, stilner af.

»Oversløngel« Uffe Høj puster ud. Planen holdt. Alt er gået præcis, som det skulle. Store Sløngeldag i 2024 ramte plet – igen – og slog alle tidligere rekorder: Hele 13.000 besøgende lagde vejen forbi til den gratis børnefestival i Skanderborg.

»Jeg står jo lidt der og tager det hele ind og nyder det. Børnene, med de strålende øjne og kæmpestore smil. Fyldt op af oplevelser. Deres glæde over at være til stede og betagelsen af alt det, der skete omkring dem. Helt ud over det sædvanlige. Og forældrene, der kommer hen til os og siger tusind tak. Alt det bærer virkelig lønnen i sig selv.«

Får du trykket på den rigtige knap, kan Uffe tale non-stop om heslige sløngler i timevis. Du skal også kende børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaards bøger virkelig, virkelig godt for at følge med ham ind i sløngeluniverset, befolket af Gummi-Tarzan, Lille Virgil, Orla Frø-Snapper, Frode, Albert, Kong Gulerod, næsehornet Otto, dragen, og masser af andre rødder.

Her råder frihed, frækhed og fantasi, der netop er mottoet for Di Heslige Slønglers Klup, som Uffe Høj har været formand for siden »kluppen« fik sin første bestyrelse efter genoplivningen af Store Sløngeldag for 10 år siden.

»Vores sløngel-projekt er jo så taknemligt. Der er ikke nogen, der brokker sig over noget – det gør man jo ikke, når stort set alt er gratis. Det er helt usædvanligt i Danmark, at man kan komme til sådan en festival, der ikke koster noget. Jeg tror faktisk, det er unikt,« konstaterer Uffe, inden han begynder at overveje et godt svar på, hvorfor han bruger så – ifølge hustruen Lotte– ukristeligt meget tid på Di Heslige Slønglers Klup.

De skæve eksistenser fascinerer

»Altså, den her store fascination af Ole Lund Kirkegaards bøger, den har jeg haft meget længe. Det hænger meget sammen med den måde, jeg er skruet sammen på. De der lidt skæve eksistenser. Jeg kan ikke lade være med at holde af dem. Jeg har altid været fascineret af de skæve historier og humoren i Ole Lund Kirkegaards fortællinger. Det er helt fantastisk, og selv i dag kan jeg sidde og klukle over de historier,« forklarer han.

»En del af fascinationen handler også om, at Ole Lund Kirkegaard som forfatter overskred grænsen mellem børne- og voksenlitteratur. Han var for alle. Og altså – jeg har jo fem børn...!«

Uffe smiler ved mindet om familiens godnatlæsningsritual, som han – efter eget udsagn – ikke var nogen ørn til. Han faldt som regel i søvn sammen med børnene.

»Men jeg betingede mig hos min kone, at jeg måtte læse Ole Lund Kirkegaard, for så kunne vi blive ved i en uendelighed,« griner han.

Faktisk valgte Uffes yngste børn at blive hjemme hos far og få læst højt af Lille Virgil og Otto er et næsehorn, frem for at tage med mor på skiferie i Norge.

»De fik valget, og det er da klart, hvad de helst ville. Vi fik læst hele baduljen,« griner han.

Alvorlig igen forklarer Uffe, hvorfor Ole Lund Kirkegaards bøger og dermed også sløngelkluppens eksistensgrundlag ligger ham så meget på sinde.

Almenmenneskelige værdier

»Ole Lund Kirkegaards refleksioner er rigtig gode og vigtige. Bag litteraturen ligger nemlig alle de her almenmenneskelige værdier, som er så vigtige at få fortalt – også i dag så mange år efter, de blev skrevet. Solidariteten med de skæve eksistenser, for eksempel, og medmenneskeligheden og forståelsen for børns fantasi og umiddelbarhed,« understreger han.

»Nu er jeg jo ikke litteraturuddannet, men en professor i børnelitteratur, Torben Weinreich, sagde engang, at Ole Lund Kirkegaard er på højde med H. C. Andersen. Det er et postulat, men hans bøger er i hvert fald oversat til 30 sprog. For mig er det indlysende, at det er fordi, de indeholder sådan helt basale medmenneskelige værdier.«

Uffe hiver et eksempel frem fra Lille Virgil. Beskrivelsen af vennen Carl Emils fødselsdagsselskab, hvor Virgil forærer ham en skruptudse.

»Jeg ved ikke, hvor mange tusinde gange, jeg har læst det afsnit. Det er så humoristisk. Nogle frække børn – nej, ikke frække, men fantasifulde børn, der kan finde på alt, sat over for den her småborgerlige ordentlighed i Carl Emils hjem med 14 tulipaner sat på lige linje. Lille Virgil kommer jo ikke bare med anarkiet, fordi han vil anarkiet. Han kommer med sin umiddelbarhed og spontanitet og naturlige tilgang til tingene,« forklarer han.

»Den her sammenstilling af små frihedssøgende og fantasifulde børn over for en røvkedelig voksenverden er jo sådan noget, der også holder her i det nye årtusinde. Hvad kan det ikke blive til for alle os børn og voksne, hvis vi bevarer vores frihed og fantasi.«

Med iver fortsætter Uffe med at tale om alle de normer og forventninger, der binder os og lægger barrierer for, hvordan vi opfører os.

»Det er jo ligesom i Pink Floyds The Wall, med den her mur af normer på normer, som holder os indespærrede i et samfund, som kunne have været flydt med frihed. Vores fuldstændig fantastiske lille Danmark, men alligevel så veltilrettelagte, nærmest grænsende til det paranoide. Ville det ikke bare være befriende, hvis vi værnede lidt mere om fantasien, frækheden og friheden?«

Vigtig sløngel-DNA

Og det er netop essensen i sløngelprojektet: At give skolebørn i Skanderborg et skud sløngel-DNA, så de bliver bedre til at holde fast i de værdier, der hører barndommen til. Det er også årsagen til, at Uffe Høj efter 10 år stadig brænder for Di Heslige Slønglers Klup.

Engagementet er kun blevet større med årene, og som 76-årig har Uffe det lidt svært ved at se sig selv helt uden de andre sløngler.

»Balancen har jeg altid haft svært ved at finde, når først jeg er engageret i noget. Jeg ved fra én derhjemme, at det her tager meget tid – for meget – og det gør det nok også. Jeg har altid været engageret i foreninger helt tilbage fra min gymnasietid. Uden nogen form for hellighed, så synes jeg, det er noget af det, der holder vores samfund oppe. Og det, at være med i et fællesprojekt som Di Heslige Slønglers Klup sammen med alle de andre sløngler, er for mig et utroligt berigende arbejdsfællesskab,« konstaterer han, der i to perioder også har været en del af Kulturhuset Skanderborgs bestyrelse.

Faktisk var det som aktiv i Kulturhusets arrangementsudvalg, at han tog initiativet til en markering af, at Ole Lund Kirkegaard – der er født og opvokset i Skanderborg – ville være fyldt 75 år i 2015. Det blev til Store Sløngeldag i 2015.

»Egentlig skulle det bare have været det: En stor Sløngeldag. Men det var simpelthen en appelsin i turbanen. En gave, vi ikke kunne slippe, og ret hurtigt blev vi enige om, at gendanne Di Heslige Slønglers Klup med det formål at arrangere Sløngeldag hvert eneste år.«

Sløngeldagene i Skanderborg omfatter nu foruden Store Sløngeldag, der fejrer 10-års jubilæum lørdag 24. maj, også et program for alle elever på 3. årgang på samtlige skoler i Skanderborg Kommune inklusiv privatskoler og friskoler, samt et program for børnehavebørn i centerbyerne og kommunens specialklasser.

»Ja, nu kan vi så fejre, at Ole Lund Kirkegaard ville være fyldt 85 år, og jeg er med endnu. Men når jeg begynder at mærke, at jeg ikke længere kan leve op til de standarder, jeg egentlig gerne vil, så er det tid at finde en ny rolle og give plads til andre. Altså, jeg har i hvert fald planlagt, at det skal ske, inden jeg bliver smidt ud.«