Når Gitte går i havet, forsvinder tanker, og kroppen vågner

Gitte Lang Christensen, 75 år, pensionist

»At komme herned, mærke naturen og det kølige vand, være i det skiftende vejr, lyset, årstidernes gang. Det giver mig ro i kroppen.

Der er ikke nødvendigvis noget, jeg skal væk fra. Det er ikke et frirum fra noget bestemt. Det er bare et frirum i sig selv.

Det startede en sommermorgen i 1998. Der stod en mand på Ballehage Strand hver morgen. Bent hed han, og han stod og stoppede forbipasserende, bød på kaffe og spurgte, om folk ikke skulle i vandet. Han stoppede også mig på min løbetur hen ad stranden og sagde, at jeg kunne låne et håndklæde, hvis jeg hoppede i.

Det gik jeg med til, og siden har jeg ikke kunnet stoppe.

Nu kommer jeg herned i vinterbadeklubben og går i vandet tre gange om ugen. Vi bader i næsten al slags vejr, hele året rundt. Altid før klokken 08.30, for der lukker klubben. Det betyder også, at man ofte møder mange af de samme mennesker igen og igen. De møder holder jeg meget af.

Det eneste, man behøver, er et håndklæde – og sådan ét ejer alle, så det er folk fra alle mulige forskellige samfundslag og baggrunde, der kommer her.

Når vi sammen går ned ad badebroen og sænker kroppen ned i vandet, kan du ikke se, hvem der er direktør, og hvem der er pædagog. Det betyder ikke noget. Det er som om, at alting udlignes i det kolde vand.

Da jeg var yngre og boede alene, var det sociale ret vigtigt for mig. At møde nogen før arbejde, snakke lidt, være en del af noget.

Bent, som fik mig i vandet første gang, gjorde også sit til, at fællesskabet blev noget helt særligt. Det var ham, der åbnede og lukkede klubben hver morgen, han stod klar med kaffe og boller, og han kunne altid huske alles fødselsdage og bryllupsdage.

Bent er siden gået bort, og nu er det frivillige kræfter, der driver klubben, som også har vokset betydeligt gennem de sidste ti år. Men selvom mange nye er kommet til, er stemningen den samme, som den altid har været.

Udover fællesskabet må jeg bare sige, at naturoplevelsen rammer mig hver gang. Der er noget ved det her sted… jeg ved ikke, hvad det er, men det gør noget ved mig. Om vinteren giver det iskolde vand et sug i kroppen, og du må fokusere på bare at overleve. Og så nyde den varme følelse af at have gjort det bagefter. Om sommeren kan vi pjaske lidt mere rundt – og nyde solen udenfor klublokalet, ikke mindst.

Uanset årstiden begynder tankerne at falde til ro, når du går ned ad badebroen. Du mærker det i kroppen. Det er ikke noget, jeg helt kan forklare. Det sker bare. Og det er en følelse, jeg ikke kan slippe.

Min mand og jeg snakker lidt om på et tidspunkt at flytte. Vi bor på 3. sal lige nu og er jo efterhånden lidt op i årene. Men havet er vi nødt til at forblive tæt på. Jeg skal kunne komme i vandet.

Så på en måde er det her et frirum. Ikke nødvendigvis fordi jeg skal væk fra noget, men fordi jeg kan være i noget. Noget, der er større end mig. Noget, der bare er.«