Alle er inviteret: Gratis koncert i fantastisk kulisse
Den Kongelige Opera drager på forårsturné og inviterer til gratis open air operakoncert på Himmelbjerget.
Den Kongelige Opera er draget på forårsturné med stemningsfulde open air-koncerter spækket med operahits. Lørdag 24. maj klokken 16 har Tårnkomitéen og Skanderborg Kommune inviteret operaen til Himmelbjerget, hvor både erfarne operagæster og nysgerrige nybegyndere kan opleve opera i øjenhøjde i uformelle, grønne rammer.
På programmet står blandt andet Donizettis muntre opera Don Pasquale, Verdis dramatiske Rigoletto, Strauss’ elegante Rosenkavaleren og Puccinis populære Tosca – og der vil også være højdepunkter fra musicalklassikeren West Side Story og Lehárs sprudlende operette Den glade enke.
På scenen kan publikum opleve sopranen Carina Tybjerg Madsen, mezzosopranen Sidsel Aja Eriksen, tenoren Jonathan Koppel og barytonen Jens Søndergaard.
»Ligesom alt i naturen står på spring til at blomstre og dufte, står vi også på spring til en ny sæson. Men lige nu og her skal vi nyde maj og det spirende forår, hvor livet rykker udenfor – og det samme gør operaen,« lyder det fra operachef Elisabeth Linton.
Koncerterne præsenteres af tenor Gert Henning-Jensen, der også selv optræder undervejs. Den Kongelige Operas pianist Leif Grebe akkompagnerer.