Vestergade er den første i Danmark til at få lagt brosten med en vejprinter på rekordtid
Sjakket i Vestergade vurderer, at man kan brolægge gaden på bare to-tre uger, hvis brostensmaskinen kører lige så godt som på den første dag.
Torben Dalsgaard fra Danjord er formand for byggeprojektet i Vestergade, der indebærer brolægning med en såkaldt roadprinter - en vejprinter, der arbejder hurtigere, end man kan i hånden.
»Det er første gang at nogen lægger brosten med en roadprinter i Danmark, så det er en slags Danmarkspremiere,« siger han.
»De har gjort det på denne måde i mange år i Holland, men det kræver, at stenene er skåret i toppen, så de har den samme højde. Det har de ellers ikke. Vi banker det og fuger op med epoxy, så det hele bliver jævnt,« forklarer Torben Dalsgaard og tilføjer, at stenene også bliver håndsorteret nede på Aarhus Havn, før de køres til Vestergade.
Han tror på, at den kan være brolagt på rekordtid. På den første dag lagde holdet omkring 15 meter.
»Det er svært at gætte på, hvor lang tid det tager, når det nu er første gang i Danmark, at vi gør det her, men hvis det kører lige så godt som på denne første dag, kan vi nok være færdige om to-tre uger. Det ville ellers tage os to-tre måneder,« siger en glad formand.
Humøret er højt på denne solskinseftermiddag, hvor arbejdet udføres til lyden af Nik & Jay, der drøner ud af en stor højttaler, mens de neonklædte håndværkere synger og danser i takt med, at de lægger sten.
I toppen af roadprinteren står Nicklas Harrison og Martin Thyrring og styrer slagets gang. De udvælger stenene med omhu og måler nøje efter, om de passer sammen, når de pakkes i maskinen.
Række for række køres de ud af maskinen og ned på jorden. Den del går ret hurtig, men det tager stadig tid at pakke stenene helt rigtigt.
Alligevel er maskinen meget mere effektiv end at udføre det oldgamle håndværk ved at lægge på knæ på jorden og banke stenene på plads med en hammer én for én.
Også selv om enkelte sten bliver skiftet ud, når de er lagt i vejen, for at resultatet bliver bedst muligt. Stenene helt ude i siden af vejen lægges også stadig manuelt.
»Det er dejligt at arbejde med maskinen, fordi vi undgår ømme knæ og ondt i ryggen. Der er mindre slid, og vi er ikke så mange om det,« siger Nicklas Harrison og Martin Thyrring.
Selv om de har været i gang siden klokken seks i morges, danser, synger og arbejder de stadig sidst på eftermiddagen. Mange forbipasserende bliver fanget af den gode stemning og den ukendte maskine. De stopper op, følger med og spørger nysgerrigt til, hvad der dog foregår.
Sjakket nyder den gode energi efter en periode med mange klager over renoveringen af Vestergade og Graven.
»Nu vil vi ikke have flere skældud,« siger de og håber, at aarhusianerne bliver glade for resultatet. Danjords hold har gjort sig umage med det.
For at blive færdige så hurtigt som muligt har de fået mulighed for at arbejde fra klokken 6 om morgenen til klokken 18 om aftenen.
»Det gør vi, når kræfterne rækker til det. I dag er der højt humør, så vi fortsætter. Andre dage er vi mere trætte,« siger formanden Torben Dalsgaard, der er med hele vejen.
Nicklas Harrison og Martin Thyrring har indtil nu kørt med roadprinteren som de eneste. Først på Katrinebjerg, hvor de er i gang med en større opgave med at lægge klinker i sildeben og nu i Vestergade. Når den er færdig, rykker de til Graven, der bliver brostensgade nummer to med vejprintet belægning.