Fortsæt til indhold

Rønde Højskole inviterer til grundlovsmøde

Radikale Venstre Djursland fejrer sammen med højskolen dagen under overskriften "Vores fælles fremtid".

Kultur og byliv
sra

Grundlovsdag, torsdag 5. juni, er der grundlovsmøde på Rønde Højskole med Radikale Venstre Djursland.

Temaet for årets grundlovsmøde er vores fælles ansvar for arternes overlevelse. Til at udfolde emnet er der inviteret to stærke talere, fremgår det af en pressemeddelelse.

Første taler er Alexander Holm, der er biolog med speciale i naturbeskyttelse. Han har en stærk bekymring om tilstanden på verdens biodiversitet og økosystemer, og samtidig et aktivt engagement i at sætte naturen i fokus og pege på løsninger.

I 2024 blev Alexander Holm kåret som Danmarks Bedste Naturformidler.

Aller elever fra højskolens linjefag forbereder sig på en dialog med Alexander Holm på grundlovsmødet. Dialogen tager afsæt i elevernes linjefag i naturens perspektiv.

Grundlovsmødet byder også på en tale ved Katrine Robsøe, folketingsmedlem for Radikale og miljøordfører, havmiljø- og naturordfører.

»For mig handler politik om at skabe en bæredygtig fremtid med højt til loftet, hvor vi har tillid til hinanden og tror på fremtiden. Det handler om i fællesskab at skabe et grønnere, friere og stærkere Danmark. Vi kan ikke sende regningen for klimakrisen videre til næste generation – vi skal handle nu,« siger Katrine Robsøe.

Imellem taler og dialog vil der være fællessang. Der er også mulighed for at få en snak med lokale NGO’er og organisationer om natur og miljø, og du kan møde repræsentanter fra Kolindsunds Venner, Grobund, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Nationalpark Mols Bjerge og Kattegatcentret.

Arrangementet foregår i Højskolehaven, hvor der vil være salgsboder med kaffe og kage. Der er fri adgang og ingen tilmelding.