Hvad pokker har de gang i? Laver en strand i hjertet af byen
»Vi glæder os til at bringe sommer og strandstemningen til midtbyen,« lyder det fra handelsstandsforeningen.
De vil gå langt for at skabe sommerstemning i Hammel. Faktisk så langt, at handelsstandsforeningen, Hammel Handel & Erhverv, etablerer en strand midt i handelsgaden Østergade.
Det sker i forbindelse med arrangementet, som meget passende har fået navnet ’Beachparty’.
Det finder sted onsdag 4. juni 2025 fra klokken 17.00.
»Vi har sørget for en række aktiviteter, der garanterer underholdning for hele familien. Der vil blandt andet være opvisning i jumping og zumba, og sommerens store modeshow løber af stablen, hvor byens butikker viser den seneste nye mode med strandstemning og festlig musik. Musikken fortsætter med kåring af den lokale limbodanser – dette er både for børn og voksne,« skriver handelsstandsfoerningen i en pressemeddelelse.
Butikkerne og gaden vil være pyntet op til sommerstemning – en del af ”pynten” består altså af en lille strand med strandlegetøj. Dertil kommer en udstilling af biler og motorcykler.
Mad og drikke kan købes.
»Vi glæder os til at bringe sommer og strandstemningen til midtbyen og skabe en uforglemmelig aften for alle besøgende,« lyder det fra handelsstandsforeningen.