Fortsæt til indhold

Her er min guide til Blå Sol: De her koncerter vil du ikke misse

Jeg synes virkelig, holdet bag Blå Sol har skruet et godt program sammen. Her er de koncerter, som jeg synes, du skal give et skud.

Kultur og byliv

Lad mig starte med at sige, at denne guide er min egen og meget subjektive beskrivelse af de koncerter og artister, som jeg glæder mig til at opleve til Blå Sol.

Du kommer for eksempel ikke til at finde Østkyst Hustlers på denne liste.

Jeg er sikker på, at de kan starte en fantastisk fest, men det er bare ikke helt noget for mig.

I stedet guider jeg dig til de koncerter, som jeg helt personligt synes, du ikke må gå glip af.

En helt fantastisk start

For efterhånden en hel del år siden var jeg til en Carpark North-koncert på Smukfest. Det er stadig en af de oplevelser, der står allertydeligst i min hukommelse fra en festival, hvor der vist også kom en del øl indenbords.

Så lad mig bare sige det kort og godt:

Jeg tror ikke, Blå Sol kunne have valgt en bedre måde at skyde festivalen i gang på.

Carpark North er et band med så mange hits, som alle kan synge med på, at de i den grad kan skabe et rum, hvor hele publikum føler sig som en del af fællesskabet.

Så ankom til Nordre Fælled i god tid. Du vil ikke gå glip af Carpark North.

Carpark North spiller på Vidunderblå-scenen klokken 12.20

En koncert med Carpark North er altid en garanti for en god fest. Arkivfoto: Casper Dalhoff, Jyllands-Posten

En lokal festbombe

Efter Carpark North vil jeg anbefale dig at sætte kursen mod scenen med navnet Dragonen. Her spiller vores eget lokale stjerneskud Dopha.

Sofie Daugaard Andersen, der står bag kunstnernavnet, kommer fra Romalt, så hun er altså på hjemmebane, når hun udfolder sig til Blå Sol.

Selvom hun måske ikke har lavet helt så mange hits - endnu - vil mange nok alligevel genkende hende fra TV2-programmet ’Toppen af Poppen’, som hun deltog i sidste år.

Jeg hørte selv Dopha til en mindre fest for nogle år siden. Dengang kendte jeg knap nok to sange, men det stoppede hende ikke i at lave en fest.

Og skal vi ikke støtte vores lokale artister?

Dopha spiller på Dragonen-scenen klokken 14.15

Dopha åbner en af Blå Sol-scenerne. Arkivfoto: Brian Karmark, Jyllands-Posten

Et frisk pust

Når Dopha er færdig med at spille, synes jeg du skal blive ved Dragonen. For efter hende spiller en anden upcoming kvindelig artist, der allerede er godt i gang med at slå sit navn fast.

Du har helt sikkert hørt mere end en sang med Mumle i radioen.

Hun har lavet flere ørehængere, og jeg synes, at hun på mange måder er et frisk pust til den danske popmusikbranche.

Det er ikke længe siden, jeg selv oplevede Mumle live, og jeg regner med, at hendes optræden på Blå Sol bliver endnu en af de koncerter, der giver publikum en stor fællesskabsfølelse, mens de synger med på hendes mange hits.

Mumle spiller på Dragonen klokken 16

Jeg vil vædde med, at du kan synge med på flere Mumle-sange, end du tror. Foto: Daniel Birkebæk

Dagens fedeste koncert

Hvis du bliver så fanget af Mumle, at du bliver hele koncerten, får du travlt. Fordi en af dagens fedeste koncerter finder sted kort tid efter.

Tessa.

For de ægte sjakalinas behøver jeg ikke sige mere.

Tessa har lavet den ene banger efter den anden, og jeg har efterhånden været til en hel del koncerter med hende, og hun har leveret hver eneste gang. Det har alle været koncerter med en fed energi og gode vibes.

Og hvis jeg skal komme med en ekstra anbefaling, vil jeg sige, at hvis du ikke kan komme til at stå på de allerforreste rækker, så skal du ikke blive fanget i et menneskehav, hvor du ikke kan bevæge dig. Tessa er fedest, når du har plads til at danse og feste.

Tessa spiller på Vidunderblå klokken 17.15

Jeg har aldrig oplevet, at Tessa ikke har været 100 procent på og leveret med den fedeste stemning. Du kan godt glæde dig. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard, Politiken

De store, kendte hits

Efter virkelig at have givet den gas til Tessa tror jeg, det er på tide med en pause og lidt mad. Det har du og jeg god tid til nu, for den næste koncert starter omkring en time efter, Tessas slutter.

Og det er faktisk en koncert, som jeg ser meget frem til, for det er med et band, som jeg utroligt nok ikke har oplevet live endnu.

Det er TV-2.

Og så kan du jo ligesom mig undres over, hvordan jeg ikke har det. Men det har jeg simpelthen ikke.

Selvom jeg ikke ved, hvad de kan levere på scenen, så tror jeg godt, jeg kan gætte mig til det. For man får ikke så lang en karriere spækket med så mange hits, hvis man ikke kan noget foran et publikum.

Så det glæder jeg mig til endelig selv at opleve.

TV-2 spiller på Vidunderblå klokken 19.45

Blå Sol bliver første gang, jeg ser TV-2 live - og jeg glæder mig til at skråle med på 'For dig ku' jeg gøre alting', 'Kys Bruden' og selvfølgelig 'Randers Station'. Arkivfoto: Cecilie Rolvung, Politiken

Danmarks bedste rockband

Fra TV-2-koncerten kan du løbe videre til min næste anbefaling. Og det er nok ikke en koncert for alle.

Det er sjældent jeg møder nogen, der kender The Blue Van - på trods af de har spillet på for eksempel Smukfest mange gange.

Da det endelige program for Blå Sol blev offentliggjort, interviewede jeg Jørgen Holmegaard, der er booker og musikansvarlig for Blå Sol. Han havde dengang en rammende beskrivelse af The Blue Van, som jeg er meget enig i.

»De er Danmarks bedste rockband, der aldrig er brudt igennem i den brede offentlighed.«

Og jeg forstår det ikke. De er seje, musikken er god, og de er bare vildt fede, når de spiller live. Så hvis du er til rockmusik, kan jeg love dig for, at du ikke vil gå glip af The Blue Van.

The Blue Van spiller på Dragonen klokken 21

Hvis du vil opleve ægte, autentisk og fed rock, skal du høre The Blue Van. Arkivfoto: Jonas Olufson, Ekstra Bladet

En »hometown hero« vender hjem

Når du er færdig med at headbange til The Blue Van, tror jeg det er tid til lidt natmad, så du kan tanke op på energi til resten af natten.

Fordi jeg lover dig, at du ikke kan stå stille til Hedegaard.

Hedegaard er en internationalt anerkendt dj med rødder i Randers. Det er ikke længe siden, han udgav sangen ’Hometown Hero’, som han har dedikeret til sin far - klaverstemmeren fra Randers. I den forbindelse interviewede jeg ham også om at spille på Blå Sol.

»Christian Degn har sagt, at han gerne vil have et stort show. Så det kommer jeg med,« lovede dj’en, der er meget begejstret for ambitionen om at skabe en festival i Randers.

Hedegaard spiller på Vidunderblå klokken 0.45

Mon ikke Hedegaard spiller sin sang 'Hometown Hero' til Blå Sol. Sangen er dedikeret til faren Steen Hedegård, der ejer klaverbutikken i Vestergade i Randers. Pressefoto

Hvis du har mod på mere fest efter Hedegaard, kan du opleve Christian Degn som dj. Det er ham, der lukker Blå Sol, og dermed den sidste kunstner, der optræder til dette års festival.

DJ Degnamite spiller på Byfesten-scenen klokken 1.30

Dj-gerningen er ikke ny for Christian Degn. Det er noget, han har dyrket i mange år. Arkvifoto

Og boblerne

Flere af de koncerter, som jeg har nævnt i den her guide, er ikke så lokale. Men der spiller jo faktisk mange lokale artister til Blå Sol.

Hvis du er til et godt throwback, kan du opleve Diskofil på Byfesten klokken 0.30.

DFEKT er et rapkollektiv, hvor flere af kunstnerne kommer fra Randers - og de kommer alle sammen fra Midtjylland. Så hvis du gerne vil opleve en lidt hårdere lyd, kan du finde dem på Byfesten klokken 15.30, hvor de spiller sammen med Caicedo og Filuka.

Jeg har ikke set Ung Dreng på en scene, men de var fede, da jeg hørte dem i deres øvelokale. Hvis du er til hiphop og Soundcloud-rap, skal du helt klart høre dem. Foto: Cecilie Bisgaard

Og så er der Ung Dreng. Det var meningen, at de skulle have lukket Dragonen, og det havde passet perfekt ind i mit program, og så ville jeg have haft tid til at se alle de koncerter, som jeg gerne ville.

Men der er desværre lavet om i programmet, og nu spiller Ung Dreng på Byfesten klokken 18 - altså ramler deres koncert sammen med Tessa. Noget, jeg oprigtigt er ked af. Jeg interviewede det randrusianske musikkollektiv for ikke så længe siden om netop at skulle spille til Blå Sol, og i den forbindelse spillede de et par numre. Det var godt nok kun i deres øvelokale, men jeg fik en forsmag på, hvad de kan, når de optræder - og det er altså vildt.

Drengene er inspireret af Soundcloud-rap-bølgen, som jeg - ligesom dem - er vokset op med. Så jeg synes, deres musik er fed. De laver sange, der er en smule vanvittige men ret nemme at synge med på.

Så hvis du ikke er til Tessas musik, synes jeg helt klart, du skal give Ung Dreng en chance. Jeg tror, det bliver vildt.

Jeg har ikke selv oplevet det, men Lamin skulle være fed live. Arkivfoto: Emil Bay, Politiken

Jeg har en sidste lille ting på hjerte. I den guide, jeg har præsenteret dig for her, er der ret lang tid mellem The Blue Van og Hedegaard-koncerten. Du kan selvfølgelig bruge tiden på mad og bajere, men hvis du gerne vil bruge bare lidt af tiden på musik, spiller Lamin på Vidunderblå klokken 22.15.

Jeg har heller ikke set Lamin live, men jeg har hørt, at han er god til at starte en fest, og at energien er høj, når han står på scenen. Måske er han et kig værd?