Fortsæt til indhold

Monumentalt kunstprojekt skaber nyt liv i byen: »Jeg er ikke lige typen, der er frivillig i fodboldklubben – jeg gør det her i stedet«

Kunstprojekt involverer hel by og skaber nyt socialt aktiv - 700 borgere har forvandlet kedeligt byggehegn til fælles kunstværk.

Kultur og byliv

Kan man få 700 mennesker, der ikke kender hinanden på forhånd, til at stå sammen om at forvandle et kedeligt byggehegn til et mere end 300 meter langt kunstværk og samtidig skabe nye meningsfulde fællesskaber?

Svaret er, at alt tilsyneladende kan lade sig gøre i Ry.

I hvert fald set med Andreas Tang-Brocks øjne. Han er manden, der i stedet for udsigt til to år med et småtrist byggehegn hellere vil have udsigt til et stykke nutidskunst, især når det samtidig kan kombineres med noget socialt entreprenørskab.

Inspirationen har han hentet i Aarhus, hvor borgerne i bydelen Frederiksbjerg gjorde noget tilsvarende, da der blev bygget en ny skole dér.

»Byggehegnet skal være her i to år og har selvfølgelig en funktion i forhold til at afskærme byggepladsen ved den nye skole, men for os, der skal se på det, er det ikke særlig spændende. Jeg fik idéen til kunstmuren, fordi jeg kunne se en oplagt mulighed for at ændre på det her kedelige passive, hvor hundredvis af mennesker passerer forbi hver dag, og i stedet gøre det til et spændende aktiv for Ry,« forklarer han.

Alle skoler og børnehuse i Ry har været forbi og hjulpet med at male et stykke af Byens Væg. De sidste i rækken var børnene fra Børnegården Lynghoved, der trods blæsten gik til omgaven med stor iver. Foto: Grethe Bo Madsen
Foto: Grethe Bo Madsen

»Jeg har altid været sådan en, der godt tør sætte noget i gang og investerer mig selv som frivillig i det. Jeg er ikke lige typen, der er frivillig i fodboldklubben – jeg gør det her i stedet,« tilføjer Andreas.

Omkring 700 lokale borgere har været med til at male de 150 byggeplader, som kunstmuren består af. Med omtrent 7.500 indbyggere svarer det til, at knap hver 10. borger i Ry fra vugge til grav har været med på idéen.

Og de mange kunstnere bag »Byens Væg«, som kunstmuren er døbt, kommer netop også fra alle lag.

Syv daginstitutioner og tre skoler har deltaget. Det samme har de ældre på byens plejehjem, spejderne, ukrainske flygtninge og lokale børnefamilier, mens lokale virksomheder, foreninger og butikker har støttet op om idéen på forskellige vis.

»Det er fantasien, farverne og fællesskabet, der har ført penslen, og resultatet er en monumental hyldest til lokalt engagement og kreativitet. Siden påske har skoler og børnehaver været forbi på skift for at male. Beboerne på plejehjemmet har haft besøg af den lokale amatørmalerforening Colouritten og haft mulighed for at male sammen med dem, og de har også haft besøg af to ukrainske flygtninge, der malede sammen med de ældre,« forklarer Andreas Tang-Brock.

I en fælles maleweekend for alle interesserede, mødte 200 op og svingede penslerne.

»Det var virkelig fedt at opleve det liv, det skabte. Der kom mange børnefamilier med bedsteforældre, der kom naboer fra villavejen, og der kom flere forskellige foreninger – et skønt sammensurium af borgere, der hyggede sig med at male.«

Til at sørge for, at kunstmuren holder et vist kunstnerisk niveau, har Andreas Tang-Brock allieret sig med den lokale billedkunstner Tanja Eijgendaal.

»Jeg må erkende mine egne grænser. Jeg ved måske nok noget om at planlægge og engagere folk, men har ingen forstand på kunst. Men det har Tanja,« understreger han.

Vi har kun de fællesskaber, vi selv skaber med hinanden. Kunst og kultur er en rigtig god motor for at samle folk på tværs af alder og interesser.
Andreas Tang-Broch

Med Tanja Eijgendaal ved det kunstneriske ror kom der faste rammer for kunstværket.

»Vi har valgt Søhøjlandet som tema med undertitlen Himmelbjergtårnet 150 år. Tanja har udvalgt de farver, der må males med, så det hele spiller sammen, når alle plader er sat op. Tanja har desuden været til stede og givet gode råd til malerne om teknikker og metoder,« forklarer Andreas, der selv har grundet samtlige byggeplader.

De er sponsoreret af entreprenøren Nordstern, som står for at opføre den nye skole i Ry. XL Byg har doneret maling og malerudstyr, mens Brugsforeningen Tryg har sørget for forplejning til »malersvendene«.

Billedkunstneren Tanja Eijgendaal har også selv bidraget til kunstmuren. I hendes kunstværk er tre glughuller, så nysgerrige børn kan følge med i, hvad der foregår inde på byggepladsen. Foto: Grethe Bo Madsen

»Det betyder rigtig meget, at byen på den her måde tager ejerskab over det nye aktiv. Det har gjort, at det nu har skiftet karakter fra noget kedeligt til noget med masser af menneskelig værdi,« konstaterer Andreas Tang-Brock.

»Vi har kun de fællesskaber, vi selv skaber med hinanden. Kunst og kultur er en rigtig god motor for at samle folk på tværs af alder og interesser. Det kan noget, når der sættes gang i lidt socialt entreprenørskab.«

Andreas Tang-Brock vil samtidig gerne vise, at har man en idé til noget, der kan være til glæde og gavn for andre, så skal man ikke vente på det offentlige, men forsøge selv at få drømmen til at sprede sine vinger.

»Har man nogle gode idéer - selvfølgelig inden for rammerne af det lovlige – så er der faktisk relativt frit slag for at skabe noget for hinanden.«

Kunstmuren »Byens Væg« indvies officielt onsdag 4. juni kl. 16. Alle er velkomne.