Fortsæt til indhold

Brinkmann og Kaad synger Beatles på biblioteket: Fællessang så hårene rejser sig

Rør sangstemmen og få smilet frem på biblioteket med blandt andet Beatles sange.

Kultur og byliv

Vi er landet i maj måned, hvor ”Skoven dog er frisk og stor” og til tider fyldt med ”De smukke unge mennesker”. Det kan ske, at vi spørger; ”Hvorfor er lykken så lunefuld?”, og så kan man godt bruge ”A little help from our friends”. Så kan de ”Lyse nætter” bare komme an.

Inger Nygaard Kaad, Peter Elmelund og Signe Winther Brinkmann spiller og synger til eftermiddagssang i maj på Randers Bibliotek onsdag 28. maj om eftermiddagen.

For fællesskab og sang kan noget.

Repertoiret til eftermiddagssangen er fyldt med smukke klassikere, men sædvanen tro introducerer biblioteksmusikant Peter Elmelund også til nogle af de nye sange, der blev udgivet med den seneste udgave af Højskolesangbogen fra 2020. Han bliver bakket op af to kolleger med fantastiske sangstemmer; Inger Nygaard Kaad og Signe Winther Brinkmann.

»Det er altid en dejlig oplevelse at være med til eftermiddagssang, og rummet under glaspyramiden på Hovedbiblioteket har en akustik, så også rustne stemmer lyder som en million,« siger Inger Nygaard Kaad, der til daglig arbejder som koordinator for temaet Kultur og Formidling på Randers Bibliotek.

Eftermiddagssangtimen starter klokken 16.30, og der synges frem til klokken 17.15. Der er kaffe på kanden, så du er velkommen til at komme i god tid og få en kop og hyggesnak med de andre deltagere, hvis du har lyst. Det er gratis at være med.