Mørke oplyses af håb: Klimafortællinger viser vejen til en mere bæredygtig hverdag
Efter succesfuldt forår på farten i Østjylland vender 'Hvem forandrer fremtiden?' tilbage til Syddjurs.
Udstillingen ’Hvem forandrer fremtiden?’ åbner igen i Byens Hus i Mørke fra 2. juni.
Initiativtager Camilla Rønde ønsker at bringe håbet tilbage i klimadebatten gennem menneskelige fortællinger.
»Det er nemt at føle sig fortabt, når du ser dårlige klimanyheder på stribe. Klimaangsten vokser frem hos mange, særligt de unge. Jeg tror på, at vi har brug for håbet og de menneskelige fortællinger, hvis ikke vi skal give op på forhånd overfor de klimaforandringer, vi ser ske. For i realiteten har vi flere handlemuligheder som individer og forbrugere, end vi selv tror,« fortæller hun.
Menneskelige fortællinger
Udstillingen består af otte portrætter af mennesker fra Djursland, der gennem deres hverdagshandlinger bidrager til en mere klimavenlig fremtid.
Den viser vejen til et mere klimavenligt hverdagsliv indenfor områder, hvor samfundet udleder mest CO2. Portrætterne undersøger alt fra tinyhouse-byggeri og reparation af elektronik til nye måder at dyrke afgrøder på og bekæmpelse af madspild.
Byens Hus i Mørke
Udstillingen er støttet af NRGIs Værdipulje, Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune og udstilles i samarbejde med kunstudvalget i Byens Hus.
Talsperson Eva Thomsen, Byens Hus, fortæller: »Vi er alle nødt til at tænke i bæredygtige og klimavenlige løsninger. Her er Byens Hus i Mørke et godt eksempel. Huset er en del af byfornyelsesprojektet i Mørke og er bl.a. bygget af genbrugte materialer fra lokalområdet, og det er i meget god tråd med husets ånd, at udstillingen nu hænger her.«
Udstillingen kan ses til og med den 29. juni i husets åbningstid.