Fortsæt til indhold

Her er kommunen med de mest aktive landsbyer

I en bestemt kommune er landsbydyst særlig populær.

Kultur og byliv

Når DGI’s landsbykonkurrence ’Lokaldysten’ finder sted til august/september, bliver Favrskov Kommune rigt repræsenteret.

Her er der nemlig rekordstor opbakning og deltagelse til initativet.

Ti landsbyer er med i kampen, hvilket vil sige en fjerdedel af alle kommunens landsbyer. Det gør Favrskov til den kommune i Østjylland, der har flest byer med. Det skriver Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.

I Lokaldysten ”kæmper” landsbyerne mod hinanden om at nå flest kilometer.

Byerne laver en rute for gang, løb og cykling. Resultaterne vægtes efter indbyggertal, så både små og store landsbyer konkurrerer på lige fod.

Politisk opbakning

Favrskov Kommune samarbejder med DGI Østjylland om planlægningen og afviklingen af Lokaldysten, som er vokset støt siden sin opstart.

For at give landsbyerne forudsætningerne for at kunne afholde Lokaldysten, har Kultur- & Fritidsudvalget og Landsbyrådet i Favrskov hver afsat 50.000 kroner til formålet. Pengene går blandt andet til materialer, markedsføring og samarbejdet med DGI, som tager en stor tørn med også at planlægge sammen med landsbyerne.

»Lokaldysten er et fantastisk initiativ, som styrker fællesskab, sundhed og det lokale sammenhold. Det er imponerende at se, hvordan så mange landsbyer samler sig om et fælles mål,« siger Morten Bang (Æ), der er formand for Kultur- & Fritidsudvalget, i pressemeddelelsen – han siger videre:

»Vi har oplevet en enormt stor interesse for Lokaldysten i landsbyerne, og det giver mening – det er en sjov, social og sund konkurrence, hvor alle kan være med. Udover at man er aktive, så danner det også basis for fællesskaber på tværs og nye bekendtskaber for både børn, unge og voksne.«