Fortsæt til indhold

Fra hærværk til kunst: Farvehandel blev offer for graffiti – nu pryder nyt kunstværk byens mure

Kultur og byliv

Graffitikunstneren Dato har haft gang i spraydåserne og forvandlet en småkedelig, anonym gavl på Sygehusvej til et kæmpestort, farvestrålende graffitikunstværk.

»Nej, det er ikke hærværk, men det var sådan, det startede!«

Dorthe Hartmann Krag griner i telefonen. Siden starten af marts har hun stået ved roret i Skanderborgs nye farvehandel, FarveVærket, og selvom hun er glad for maling, så er hun ikke glad for ufrivilligt at lægge lærred til andres kunstneriske – eller knap så kunstneriske – udskejelser.

»Det, der skete, var, at vi en morgen møder op, og så er der malet grim graffiti på murene omme ved vores parkeringspladser. Det var bare så møgirriterende. Men så skete der det, at en af dem, der ofte kommer her og køber maling, fortalte, at hun kendte en graffitimaler, der nok ville kunne dække det og male noget pænt i stedet.«

Graffitimaleren viste sig at være Brian Hasager, der er bedre kendt under sit alias Dato. Han udsmykker for firmaer og private, og med mere end 6000 værker er han en af de jyske graffitikunstnere, der har lavet mest graffiti gennem tiderne.

»Det lød som en oplagt idé. Graffiti er jo også en slags kunst, og samtidig har vi jo selv spraymalingen, så jeg ringede til ham og aftalte, at han skulle kigge forbi.«

Bygningen, der var lavet hærværk på, er en af flere, som står til at skulle rives ned i forbindelse med et større byfornyelsesprojekt i Skanderborg, Kirkegaards Baghave, som Finn Damgaard står bag. Han har også en stor finger med i Farveværket, da det er Damgaard Ejendomme, der ejer lokalerne, som farvehandlen ligger i.

Mange mennesker har en holdning til graffiti og ser kun hærværksdelen.
Dato

»Jeg ringede til Finn for at høre, hvad han tænkte om at lave hærværket om til et gavlmaleri. Det gik ikke, fordi murstenene i den bygning skal genbruges, men i stedet foreslog han, at Dato kunne udsmykke gavlene på nogle af de andre bygninger, der skal rives ned, og hvor murstenene ikke kan genbruges.«

Aftalen blev derfor, at Dato, der altid er på jagt efter gode steder at male graffitikunst, kunne øve sig på bagsiden af den bygning, der tidligere rummede Vinoble, og derefter udsmykke gavlen på Sygehusvej 16 og måske også flere andre af Damgaard Ejendommes bygninger i byen.

»Det er blevet megaflot med en masse lækre, glade farver. Det er starten på et rigtig godt samarbejde og en fin symbiose, for nu kan vi gøre lidt reklame for Dato, og han kan gøre lidt reklame for os,« forklarer Dorthe Hartmann Krag.

Dato blev færdig med graffitikunstværket onsdag i sidste uge. Undervejs har han brugt to dage på en stige, og det er i sig selv noget af en bedrift at kunne lave så stort et værk på så kort tid.

»Jeg håber, det her er starten på endnu mere farverige vægge i Skanderborg. Mange mennesker har en holdning til graffiti og ser kun hærværksdelen. Når man kommer forbi væggen på Sygehusvej, vil man blive ramt af en farverig oplevelse og se, hvad graffiti også kan være,« konstaterer han.