Kong Frederik kommer til fødselsdagsfest på Himmelbjerget - og du er inviteret med
Hans Majestæt Kongen er blandt deltagerne, når Himmelbjergtårnets 150 års fødselsdag skal fejres på fredag 6. juni. Kongen sejler med Hjejlen til Himmelbjerget og deltager i den første del af fødselsdagsfesten, hvor alle er velkommen til at tage med.
»Hans Majestæt Kongen deltager i fejring af Himmelbjergtårnets 150-års fødselsdag.«
Sådan lyder meldingen nu på kongehusets hjemmeside, som bekræfter rygterne om, at Kong Frederik 10. tager en tur til det østjyske for at deltage i fejringen af Himmelbjergtårnets 150-års fødselsdag næste fredag 6. juni.
Himmelbjergtårnet er et historisk vartegn med stor folkelig betydning og ikke, som nogen måske tror, blot et udsigtstårn. Tårnet blev rejst i protest under den dramatiske kamp for demokrati i 1860’ernes Danmark, hvor mange stadig anså ordet demokrati for at være et skældsord.
Da den danske forfatning i 1864 blev ændret, og Rigsdagen et par år senere besluttede at indskrænke valgretten til Landstinget, svarede det reelt til, at der blev indført godsejerstyre i Danmark. Det førte til folkelige protester over hele landet, også på grundlovsmøderne på Himmelbjerget.
På mødet i 1867 foreslog Michael Drewsen, at man skulle rejse et mindesmærke for Kong Frederik den Syvende, som havde givet folket Grundloven i 1849. På den måde kunne man vise sin utilfredshed med den nye Grundlov fra 1866.
Forslaget førte til oprettelsen af Tårnkomiteen, der havde ansvaret for at samle penge ind til at opføre tårnet. Efter syv år var pengene i hus, og man kunne begynde opførelsen af det 25 meter høje tårn, der var klar til indvielse 6. juni 1875.
Vi er stolte af at have et så markant og folkekært vartegn i vores område, og jeg håber, at mange vil bakke op om Tårnkomiteens store fejringFrands Fischer, borgmester
»Som vært på Himmelbjerget har Tårnkomiteen et ønske om at formidle Himmelbjergtårnets betydning. Tårnets fødselsdag er en god anledning til at hylde tårnet og dets vigtige historie. Vi glæder os til at dele mange gode øjeblikke med vores gæster,« siger Peter Busck, der er formand for Tårnkomiteen
Han tager sammen med bestyrelsesmedlem Lars Brunsø imod regenten i Ry, hvorefter kongen sammen med udvalgte gæster, heriblandt Tårnkomiteen, borgmester Frands Fischer og Skanderborg Byråd, samt Silkeborgs borgmester Helle Gade, sejler med hjuldamperen Hjejlen til det tidligere Hotel Juelsø ved foden af Himmelbjerget.
Herfra venter en stejl opstigning til Himmelbjergtårnet, som kongen besigtiger, inden følget med ham i spidsen går til festpladsen, hvor Peter Busck byder velkommen på vegne af Tårnkomiteen og Frands Fischer holder festtale. Inden Kong Frederik forlader festlighederne igen, vil Tårnkomiteen stå for at plante et træ – »Kongeegen«.
»Vi er stolte af at have et så markant og folkekært vartegn i vores område, og jeg håber, at mange vil bakke op om Tårnkomiteens store fejring,« siger Frands Fischer.
Efter Kong Frederik har forladt fødselsdagsfesten fortsætter festlighederne med et overdådigt kaffe- og kagebord fyldt med søde sager og varme drikke. Her skåles der for 150 år med Himmelbjergtårnet som samlingspunkt for folket, friheden og fællesskabet.
Herefter får musikken lov at fylde luften, når Signe Svendsen går på scenen med bandet Who Killed Bambi.
Skuespiller Rasmus Bjerg styrer slagets gang når der undervejs er små indslag og overraskelser, som hylder både historien og det lokale fællesskab. Når sulten melder sig, kan man gå på opdagelse blandt udvalget af streetfood-boder fra det sprøde og salte til det søde og forfriskende.
Når aftenen falder på er der koncert med duoen Bye Bye Brenda. Duoen udgøres af lokale Stine Bramsen og Kajsa Vala. Fødselsdagsfejringen rundes af med en champagneskål og hurraråb oppe ved tårnet.