Festuge klar med kæmpe jubilæumskoncert på havnen: Her er det vilde Aarhus-lineup
En lang række aarhusianske artister gennem de seneste 60 år optræder til stort jubilæumsbrag.
Nogle af de største aarhusianske musiknavne gennem syv årtier fra Birthe Kjær og Thomas Helmig til Tina Dickow og Lis Sørensen går på scenen, når Aarhus Festuge lørdag 6. september kl. 21 markerer sit 60-års jubilæum.
Det sker med koncerten ’Aarhus Forbindelser – Lyden af Festugen gennem 60 år’, skriver Festugen i en pressemeddelelse.
Sammen med et band sammensat til aftenen vil solisterne optræde med en blanding af egne sange og fortolkninger af kunstnere, som har spillet til Festugen gennem dens lange historie.
»At så prominente musikere har takket ja til at tilbringe en aften sammen – og sammen med os – for at fejre Festugen, er kæmpestort. Og så er jeg vildt spændt på at høre, hvilke sange fra Festugens 60 år lange bagkatalog, de hver især vælger at fortolke,« siger direktør Rikke Øxner.
»Med koncerten ønsker vi at vise de stærke forbindelser, der historisk eksisterer i Aarhus. Mellem kunstnerne på scenen og i det hele taget mellem rigtig mange mennesker. Her har Festugen haft en unik samlende rolle. Derfor drømmer vi også om at lave et helt særligt fælles show, vi ikke har oplevet før eller siden,« siger producer Dennis Ahlgren, som udover at lede aftenens band, også har været med til at arrangere jubilæumskoncerten.
Den store koncert bliver til i samarbejde med Salling Fondene.
»60 år med Aarhus Festuge er en milepæl, der fortjener at blive fejret med manér. Jeg er glad for, at vi kan bidrage til at gøre denne særlige aften til virkelighed,« udtaler Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Koncerttitlen ’Aarhus Forbindelser’ refererer til koncertstedet på Pier 3 ved Aarhus Ø. I mange år fungerede det som havneområde og færgeterminal for Molslinjen. I fremtiden skal området omdannes til et helt nyt kvarter.
En anden usædvanlig forvandling finder dog sted allerede til jubilæumskoncerten. Sleth Arkitekter står bag den særlige scenografi på pladsen med havnen som baggrund og ramme.
Selve koncerten kommer til at vare to timer. En billet koster 225 kroner plus gebyr, og billetsalget åbner tirsdag den 3. juni kl. 10.