Tokyo, New York, Berlin - og nu for tredje gang i Voldby

Det er de store scener, som billedkunstner Jon Gislason med sine farverige ekspressionistiske værker har ført sig frem på gennem årene - med udstillinger i Tokyo, New York, Berlin og andre metropoler.

Alligevel lægger han ikke skjul på, at glæden er oprigtig, når han nu ser frem til for tredje gang at udstille i helt anderledes og beskedne rammer - på Hylkegaard i landsbyen Voldby nord for Grenaa.

Her har Helge Dürrfeld holdt til, siden han købte gården i 2012. Han er manden, der fik danskerne til at gå rundt sige ”det godt nok mørkt” og ”det ka’ vi da godt prøve” til hinanden - da han var sanger og frontmand i Det Neodepressionistiske Danseorkester i 1980’erne. Nu handler hans liv mest om vin og kunst, for på Hylkegaard kombinerer han galleri, vingård og gårdbutik.

Kunstbog udgives

Første åbningsdag på sommerens udstilling på Hylkegaard er lørdag 21. juni klokken 14. Kunstneren vil naturligvis være til stede denne dag, for dagen markerer også udgivelsen af et digert værk om Jon Gislason og hans kunst - med titlen ”Nerve og nærvær”. Udover at vise mange eksempler på Jon Gislasons værker, indeholder bogen også et fyldigt forord, hvor Iben From, der er leder af KunstCentret Silkeborg Bad, meget fint og fornemt rammer hans kunst og hans liv ind. Og dertil også digte af Per Lykke Jacobsen, som har fortolket flere af Jon Gislasons værker. Bogen udgives af Helge Dürrfeld på eget forlag.

»Den har været nogle år undervejs, for vi startede på projektet tilbage i 2011. Siden blev vi begge sat midlertidigt ud af spillet på grund af sygdom, men nu er vi tilbage og bogen er trykt,« siger Helge.

Avisen møder duoen i det lavloftede stuehus en dag, hvor de er samlet for at tilrettelægge sommerens udstilling, som kommer til at omfatte 35 af Jon Gislasons værker - nogle ganske små, som er usædvanligt for ham - og så nogle større værker.

Udover flittig udstillingsvirksomhed i ind- og udland, har Jon Gislason slået sit navn fast i kraft af store udsmykningsopgaver - på Kochs Skole og den tidligere journalisthøjskole i Aarhus, men også Kolt Forsamlingshus og Art Hotel Dalgas i Brande. Da skuespiller og politiker Helle Virkner tiltrådte som formand for kulturudvalget på Frederiksberg Rådhus, pegede hun, som første valg, på Jon Gislason til at udføre en større udsmykningsopgave.

Fra Ry til Aarhus

Jon Gislason er født i Ry i 1955, men har siden han var 20 år, haft Aarhus som sin base. Som billedkunstner og grafiker og er han en af Danmarks kendte internationale kunstnere. Han er uddannet på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus i fra 1974-1977. Gennem årene er det blevet til mange stipendier og udmærkelser, blandt andet Ny Carlsberg Fondets store rejselegat, der førte til et seks måneders ophold på Det danske Akademi i Rom i 1988. Jon Gislason har været medlem af forskellige censurkomiteer, blandt andet “KP” i 1983-84 og han har undervist på Det Jyske Kunstakademi i mere end 10 år.

Jon Gislason er farveekspressionist. Han skaber sine værker med rene, blandede farver. De tillærte love og regler bruger han ikke, for han bruger gerne farverne i strid med al god skik og brug. Det vil man få syn for ved at gæste Hylkegaard i sommermånederne.

»I gamle dage var jeg mere snobbet i mit valg af steder, jeg ville udstille. Det skulle helst være de finere steder. Men sådan ser jeg ikke længere på det, for jeg sælger flere af mine billeder på de mindre steder. Man kan møde spændende mennesker overalt - og jeg nyder at få reaktioner på det, jeg udstiller,« siger Jon Gislason.

Hans længste udlandsophold har været det halve år, han var bosat i Rom efter at have fået rejselegatet af Ny Carlsberg Fondet.

Hvad bruger man et halvt år i Rom til?

»Jeg brugte det til at få helt ny inspiration. Mange kunstnere har rejst meget mere, end jeg har i mit liv. Men store navne som Rembrandt og Picasso var stort set hele livet lokale. Normalt når jeg er ude at rejse, maler jeg meget lidt, men det blev til rigtig meget det halve år i Rom. Så jeg havde 26 lærreder med kæmpestore malerier med hjem.«

Ramt af kræft to gange

To gange har Jon Gislason været ramt af kræft - først tyktarmskræft som 53-årig i 2008, og senest knoglemarvskræft for to år siden. For ham var det værst anden gang.

»Jeg var igennem fem måneders kemobehandling og var dødtræt i otte måneder sidste år, så i den periode fik jeg kun malet mindre ting. Men nu er jeg kommet så meget til kræfter igen, at jeg godt kan klare at lave store malerier. Jeg fik nerveskader i benene af kemoen, og hvis jeg er heldig, kan jeg slippe af med dem om to år. Jeg har mødt en anden patient, som først tre år efter kemobehandlingen slap af med nerveskaderne. Og nogle, som aldrig er sluppet af med dem. Derfor siger jeg, at skal man have kræft, skal det helst være i en form, som kan skæres bort og opereres væk. Kemo er jo gift for kroppen, men vi skal jo have en krop for at være her.«

Men nu er Jon Gislason efter eget udsagn vågnet op til dåd igen. Glad for, at bogværket er færdigt og han kan udstille igen.

Har du ændret dig som kunstner gennem årene?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Men jeg er meget afhængig af, hvordan jeg har det,« siger Jon og finder det sted i bogen, hvor han efter at skulle i gang med en højdosis kemokur, lavede et maleri, hvor han rækker armene op mod himlen og udtrykker et klart ”hjælp”.

»Det var lige, hvad jeg havde energi til at lave på det tidspunkt. Jeg har aldrig følt mig så afhængig af andres hjælp som på det tidspunkt. Og jeg har altid lavet billeder af det, jeg har oplevet i mit liv. Fra barndommen eller med forskellige kærester. Eller hvad andre mennesker har oplevet.«

Mors sygdom fyldte

Jon Gislasons mor var syg i 35 år med fem diskusprolapser.

«Hendes martyrium, som jeg kalder det, fyldte meget i mit barndomshjem. Sådan følte jeg det. Hun var pillenarkoman og lidt alkoholiker om natten, men vi måtte ikke tale om hendes sygdom, selv om den dominerede mit barndomsliv. Det har formet mig meget som menneske, og da jeg fik alderen til det, var der ikke noget vildt teenageliv for mig med masser af fester og druk, for jeg sad for meget derhjemme for at hjælpe. Uden at tale om det, så jeg har afreageret i årevis bagefter i mine malerier. Derfor er mange af dem fyldt med aggression og vrede, men det var kun, når jeg stod med penslen, for som udgangspunkt vil jeg gerne være flink og rar.«

Hvornår og hvordan fandt du ud af, at du ville være kunstner?

»Det var da jeg gik i gymnasiet. Jeg gik på Th. Langs i Silkeborg, og tog turen med to hver dag fra Ry. Jeg fik gode karakterer, og havde følelsen af, at jeg kunne blive hvad som helst. Men jeg vidste, at jeg ville være kunstner, selv om min far ikke kunne forstå det valg, så jeg stjal farver med hjem fra formningstimerne og malede videre derhjemme. Og efter gymnasiet var det ikke noget med fjumreår og rejser, men direkte ind på kunstakademiet. Ud af 55 ansøgere, var vi fire, der blev optaget.«

De vilde år i Aarhus

Jon husker de første år i Aarhus som vildere, end noget, han tidligere havde oplevet.

»Mange af mine venner fra dengang var jo alkoholikere, og flere af dem er døde af druk, men jeg har aldrig kunnet drikke ret meget. Fire øl - så kunne jeg ikke få mere ned. Og aldrig mere end en halv flaske vin, så alkoholiker kunne jeg ikke blive med sådan en fysisk stopklods. Men jeg har kunnet spise mere, end jeg havde behov for. Smagte maden godt, blev jeg bare ved med at spise.

Så du kan huske 1970’erne. Jakob Haugaard har jo sagt, at dem, der kan det, de var ikke rigtigt med.

»Ja, det kan jeg. Jeg brugte årene på at uddanne mig.«

For den unge Jon var det målet at komme til at lave af sin kunst - men han underviste også på aftenskoler i en tre års tid, men så begyndte der at komme gang i salget af hans malerier. Der blev skruet op for udstillinger - også de censorerede - og det blev til et job som underviser på Aarhus Kunstakademi, hvor det blev til 13 år.

»Og heldigvis var der tid til at stifte familie og få børn. Som kunstner levede jeg i min egen boble i 1980’erne, men kom heldigvis også med i en stor familieboble. Jeg har også altid sat stor pris på at spille badminton, selv om det irriterer mig, at jeg ikke er så hurtig længere, og jeg har også nydt at være vinterbader. Det har også været en stor glæde for mig at være en del af Kunstnerhuset Karavana, hvor udviklingshæmmede og evnesvage maler billeder og laver anden kunst. Min bror var åndssvag, som vi sagde dengang. Han var invalid de sidste fire år af sit liv, da han faldt ned ad en trappe og brækkede halsen, og han døde i 2015. Han er med på flere af mine billeder - både da han blev invalideret og da han var død, hvor jeg har malet ham liggende med en rose i hænderne.«

Udstiller på Overtaci Museet

Når udstillingen på Hylkegaard tages ned til efteråret, venter der for Jon og Kunstnergruppen PRO, som han er medlem, en udstilling på Overtaci Museet på den tidligere journalisthøjskole i det nordlige Aarhus - under titlen ”PROvertaci”.

Jon har i mange år været fascineret af historien om Louis Marcussen, der som udlært bygningsmaler tog fra fødebyen Ebeltoft til Argentina - og vendte hjem som psykisk syg, blev indlagt på Dalstrup ved Grenaa, hvor han fortsatte med at male som kunstner, og her havde han sin mest produktive periode.

Det med Dalstrup er ny viden for Jon, og han er undskyldt for medierne har stort set altid kun omtalt ham som ”Overtossen fra Risskov”.

»For mig at se, er han en fuldstændig fantastisk kunstner - og til udstillingen har jeg lavet et portræt af ham, af et imploderende hoved med en figur inde i øjet, øret og munden. Han var genial.«

Selv elsker Jon legen med farverne - og det kraftfulde udtryk i sine billeder.

»Lige som opera og rockmusik - der skal være kraft i det. Hvis jeg prøver at lave noget kontrolleret, så bliver jeg efter en tid alligevel rasende og nærmest klasker løs på lærredet. Jeg kan ikke holde ud at lave noget, der er styret og fredfyldt. Det har jeg ikke sindet til. Jeg har raseriet, galskaben og energien indbygget i mig, og det skal ud i mine billeder. Jeg har noget at fortælle og har et budskab, jeg skal af med. Jeg maler bedst, når jeg er hysterisk og har noget på hjerte. Afsindig er måske mere dækkende. Jeg har malet nogle få billeder, som er meget enkle. Helt uden vildskab. Men ikke ret mange.«