Fortsæt til indhold

På trods af regn: Festival gæster mødte op til bedre forhold på pladsen

Efter en regnfuld morgen er der mudret rundt omkring på Northside festival. Men Northside festival har lært af sidste års mudder til knæene.

Kultur og byliv

Sidste år på Northside endte festivalen med at mangle flis, efter det regnede en hel del. I år var vejret været en smule bedre den første dag, men starten på anden dag bød på en masse regn fra morgenstunden.

Denne gang er der købt en masse flis ind, og fredag morgen var de allerede i gang med at fordele det ud på pladsen.

Torsdag startede stille og roligt ud, hvor der ikke var kø, da pladsen åbnede. Det samme forløb sig fredag, hvor der heller ikke var lange køer først på dagen.

I år har festivalen også opgraderet forholdene med en af Danmarks største teltscener, så flere gæster kan stå i ly i løbet af flere koncerter.

Klokken 14 var der ikke kommet mange gæster. Regnen havde lagt sig, men det så ud til, at flere ventede til senere med at komme. Pladsen var næsten tom i løbet af eftermiddagen.

Avisen stødte dog også på flere, som ønskede at få det fulde ud af deres billet.

For Mads Haargaard og Camilla Ellyton er det en tradition at komme på Northside. De er gift og er på festival sammen, hvor de nyder at komme væk fra hverdagen.

For Mads Haargaard og Camilla Ellyton er det en tradition at tage på Northside. Foto: Emma Dalum

Dårligt vejr kan ikke ødelægge en tradition

»Det har længe været en tradition for os at komme. Det er dejligt, at vi ikke skal sove her og kan tage hjem,« siger Camilla Ellyton.

Hun har tidligere været vegetar, men er det ikke længere, fordi det ofte kan være svært at finde alternativer uden kød, når man er ude.

»Jeg er virkelig glad for, at der er et stort udvalg af vegetarisk mad herude, fordi jeg selv har manglet det, når jeg har været ude,« siger hun.

»Det bedste mad, vi har fået, var en vegetarisk hotdog. Eller også var det en svampepizza,« tilføjer Mads Haargaard.

Vejret har langt fra sat en stopper for, at parret ville tage til Northside.

»Vi var taget herud uanset, hvordan vejret havde været,« siger Mads Haargaard.

Vender tilbage efter ti år

De næste avisen mødte, på en ellers næsten tom festival plads, var de to veninder Jeanett Abildskov og Henriette Schultz Grøn.

Jeanett Abildskov og Henriette Schultz Grøn er glade for at være på årets Northside. Foto: Emma Dalum

»På trods af at vi vågnede til en stor mængde regnvejr i morges, var vi sikre på, at vi skulle afsted,« siger Henriette Schultz Grøn.

Hun har tilbage for 10 år siden været på Northside. Og nu er hun vendt tilbage til en ny festivalplads.

»Da jeg var her sidst, var det tættere på byen. Men jeg synes, at der er en mere hyggelig vibe herude,« siger hun.

Hendes veninde, Jeanett Abildskov, er enig. Det er hendes første gang på Northside.

»Jeg synes, at det er en hyggelig festival. De har sørget for meget underholdning også udover koncerter,« siger hun.