»Jeg har ikke en karriere. Jeg har et liv«

»Okay, Sølund. Nu starter festen.«

Den folkekære kunstner Lars Lilholt afbryder et af sine egne numre for at gøre sit publikum til en del af sin optræden. Som han så ofte har gjort det før foran et publikum. Og det fik de mange festivalgæster på plænen foran Store Scene på Sølund Musik-Festival til at juble.

For første gang i løbet af åbningsdagen til årets jubilæumsudgave af verdens smukkeste festival for mennesker med udviklingshandikap, var plænen fuld af gæster. Glade gæster. Dansende gæster. Og gæster, der sang med på særligt de helt store hit.

Avisen mødte Lars Lilholt forud for koncerten.

»Jeg håber, at det ikke regner. Hvis det ikke regner er mine forventninger at få den op at ringe. Det er i hvert fald det, vi vil arbejde på. Så skal den have noget energi. Hvis det regner, så skal den også op og ringe, men så bliver vi våde. Så må vi jo ud i regnen. Man skal ikke stå og gemme sig,« lød det fra Lars Lilholt forud for koncerten.

Og da klokken slog 20, og regndråberne for længst var stoppet med at falde ned over Sølund, fik han sit ønske for aftenen opfyldt.

Hit efter hit flød ud over pladsen.

Det har de gjort så mange gange før. Både på Sølund igennem de sidste 40 år, men også mange andre steder i Danmark.

»Jeg kan ikke huske, hvor mange gange, jeg har været her. Det er 42 år siden, jeg startede Lilholt Band – jeg har nok spillet her 30 gange. Jeg har næsten været med i alle årene. Jeg var ikke med sidste år, men jeg er glad for at være med igen i år,« lyder det fra Lars Lilholt med et smil.

Lars Lilholt lægger ikke skjul på, at han stadig nyder at optræde. Også med sin datter, som siden 2016 har været en fast del af koret.

Med spørgsmålet om det største i sin karriere, svarer Lars Lilholt hurtigt:

»Jeg har ikke en karriere, jeg har et liv.«

»Jeg elsker at spille musik. Jeg synes, det er en privilegeret livsform. Jeg har aldrig syntes, det var et rigtigt arbejde. På engelsk hedder at spille to play, og det betyder at lege. Det gamle danske ord for en musiker var en leger, og hvis jeg skal være lidt sjofel siger jeg, at jeg aldrig har arbejdet med mig selv, men jeg har leget med mig selv rigtig meget. Det var et mål, jeg satte for mig selv, da jeg var 20 år. Kan jeg komme igennem den her tilværelse uden rigtigt at arbejde? Så ville jeg være glad. Og ved du hvad? Det er lykkes,« uddyber Lars Lilholt, der har turneret med Lilholt Band siden 1974.

»Vi brød rigtig igennem på Roskilde i 1983 – det var fandeme skægt. Lige pludselig gyngede teltet. Vi har også haft nogle store koncerter på Smukfest. Det største er, at vi stadig er i stand til at komme rundt. Det handler om at have respekt for publikum. At spille det, de gerne vil have, og noget af det, de ikke vidste, de ville have. Der skal hele tiden udvikling til,« forklarer Lars Lilholt.

Det er det samme med bandet.

»Kun Gert Vincent er tilbage fra da vi dannede Lilholt Band. Og så er der Kristian Fogh med næstmest erfaring. De tre yngste var ikke engang født, da jeg startede orkestret, og det er faktisk godt nok. For jeg er en slags vampyr. Jeg suger blod fra de unge menneskers energi, og så får jeg selv energi. Jeg er en ældre herre, så jeg kan ikke længere selv hoppe ned fra trommepodiet mere, så det har jeg folk til,« siger Lars Lilholt.

Men synge, det kan Lars Lilholt altså stadig selv klare. Og gennem tiden har han oplevet, hvordan der særligt bliver sunget med på en særlig sang.

»Det er jo «Kald det Kærlighed«. Den vælter jo alt. Det er en sang, der rager op over alt andet. Det er en af de mest populære sange i Danmark. For nylig spillede vi et sted i Hundested. Da «Kald det kærlighed« kom, kom der unge drenge løbende op. Jeg tror, at min musik kan samle folk. Det er også noget af det, jeg synes er det vigtigste. For at underbygge fællesskabet. Vi prøver at nedbryde grænsen mellem scene og publikum. Vi prøver at gøre det til en stor organisme. Hvis vi er gode nok er publikum med på den,« funderer Lars Lilholt.