Send dit kærlighedssprog sammen med studerende
Studerende skaber god stemning på Sølund Musik-Festival.
Hvordan ser dit kærlighedssprog ud?
En gruppe på fire studerende fra pædagoguddannelsen på VIA University College i Horsens har fået til opgave at få gang i kærlighedssprog på Sølund Musik-Festival.
»Vi skal tage fat i de besøgende her for at få dem til at vise deres kærlighedssprog. Det kan for eksempel være et vink eller et luftkys,« fortæller Morten, som er studerende på pædagoguddannelsen.
De fire studerende er blot en gruppe ud af flere, der har fået til opgave at stå for forskellige aktiviteter rundt på festivalpladsen onsdag og torsdag. Onsdag fortsætter grupperne frem til klokken 19, oplyser de. I morgen får de andre opgaver.
Målet er både at guide og sende god stemning rundt.
»Hvis de gerne vil finde kærligheden eller nogle nye venner, opfordrer vi dem til at gå ned i Hjerterummet her på festivalen, siger en af Mortens studiekammerater, Nivi.
Det er selvfølgelig ikke kun festivalens gæster, der får noget ud af de studerendes festlige indslag i løbet af jubilæumsfestivalen.
Også de studerende får noget ud af det.
»Det er mega fedt. Det er virkelig hyggeligt. Vi har mødt nogle super søde borgere, som er hyggelige at tale med,« lyder det fra de studerende.
»Også det med at være med til at skabe glæde er fedt.«