Fortsæt til indhold

Fællessang i Pub Frits: »Den næste sang er Kald det kærlighed«

Jubilæumsfestivalen er i fuld gang og i Pub Frits blev der budt op til dans og fællessang, da Diakonhøjskolen og Fællesskabet Glad var på scenen.

Kultur og byliv

Store hjerter i pap, dans og fællessang.

Godt med folk var samlet i Pub Frits, da der onsdag var fællessang med studerende fra Diakonhøjskolen og Fællesskabet Glad.

Oppe fra scenen var det studerende fra Diakonhøjskolen, der førte an og sang for, men med hjælp fra Fællesskabet Glad.

»Den næste sang er Kald det kærlighed. Jeg kan huske, at vi havde den i skolen, og når det var åh uh åh, så skulle vi klappe i hænderne,« instruerede en af de studerende fra scenen.

Sang efter sang blev der danset, løftet paphjerter i vejret og det samme med lufthjerter og svaj.

»Nå, Steffen. Nu har vi altså brug for dig. Hvilken sang skal vi synge?«

»Vi skal synge Vuffeli Vov,« svarede Steffen fra Fællesskabet Glad.

Og kort efter sang han for med hjælp af Diakonhøjskolens band.

En af de studerende, som var med i Diakonhøjskolens band var Hannah, som har været i gang med sin uddannelse i knap et år.

»Vi har sunget en masse popsange og dansktopsange. Vi har været et band, der har forberedt en masse forskellige sange. Både Fællesskabet Glad og vi har valgt nogle sange, vi skulle synge,« lyder det fra Hannah.

Og smilet efter de halvanden time i Pub Frits teltet var stort på den studerende, der netop var kommet ned fra scenen.

»Det var virkelig hyggeligt og festligt. Der var bare enormt god stemning. Folk var bare klar på at synge med og danse og skabe hyggestemning herinde,« lød det fra Hannah.