Fortsæt til indhold

Fejr midsommeren og sankthansaften i Nørrevangsparken

Det bliver en aften fyldt med aktiviteter, hygge og fællesskab.

Kultur og byliv
ceb

Sankthansaften bliver igen i år fejret i Nørrevangsparken - et grønt og indbydende område lige ved Nørrevangsskolen, der de seneste år er blevet udviklet til et attraktivt mødested for områdets beboere.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Arrangementet starter klokken 18, hvor der vil være mulighed for at købe mad og finde sig til rette i parken. Børn og voksne kan slå sig løs i hyggelige omgivelser og nyde stemningen.

Derefter er der sjove lege og konkurrencer, når Randers Cimbria, Randers Nord IF og Randers Cheerleaders inviterer til fælles aktiviteter for alle aldre. Her kan både store og små prøve kræfter med alt fra boldspil til cheerleading og få en smagsprøve på det lokale foreningsliv.

Klokken 19.45 tænder Brandkadetterne fra Falcks brand- og redningsskole det store sankhansbål. Umiddelbart derefter er der fællessang med ’Midsommervisen’.

Sankt Hans i Nørrevangsparken er åben for alle, og både lokale beboere og gæster udefra er velkomne til at deltage. Så tag familie, venner og naboer under armen og vær med til at fejre midsommeren.