Med ét var dansegulvet fyldt: Ung gruppe turnerer med gospel og fællesdans
Den vigtigste opgave er at skabe god stemning, når Praise er på scenen - og det skabte gospel-gruppen torsdag formiddag.
Solen skinner og smilene er store.
Uden for Nilles Telt har festivalgæster placeret sig ved bordene, hvorfra de kunne lytte til den traditionsrige gudstjeneste torsdag formiddag. Også inde i teltet er stolerækkerne fyldt godt op. Men de bliver med ét næsten helt tomme, da Praise byder op til en god omgang fællesdans ved scenen.
En gruppe på seks personer fra Praise sætter gang i dansegulvet. Daniel Ostersen sørger for at synge sangene, mens de fem andre fra gruppen byder festivalgæsterne op til dans. Og det skal der ikke nogen lang tænkepause til for at tage del i. Hurtigt danser både præster og festivalgæster sammen med gruppen fra Praise.
Med få numre tilbage fører Adam Ostersen an med en kæde på dansegulvet.
»Vi går ud og tager alle dem uden for med,« fører Adam Ostersen an.
Han er lillebror til Daniel, der står bag mikrofonen. Kæden rykker uden for, men finder ind igen, når indslagets sidste sang begynder at spille.
Med »Kald det kærlighed« fyldes dansegulvet endnu engang. En sidste gang under gudstjenesten.
De seks medlemmer af gruppen elsker at byde op til dans og sang.
»Det er fantastisk. Vi bliver bekræftet i, hvad sang og dans kan gøre for mennesker. Det kan både være ældre og folk, der kommer her på Sølund. Det er ikke så afgørende. Det er så nemt at blive smittet af dem. Jeg har ikke brugt ret meget energi på at være her, fordi de skal nok få den frem i mig,« lyder det fra Emilie Hauge.
Hun er en del af Praise. Og målet med gruppen er klart.
»Vi er selv kristne, men vi prøver ikke at proppet noget ned over nogen hovedet. Vi ønsker bare at have et rum, hvor vi kan grine sammen. Når vi synger sammen trestemmigt, føles det som om, vi står sammen. Det ønsker vi at få frem i alle,« forklarer Emilie Hauge, der var med til at etablere Praise i september sidste år.
Gruppen på de seks medlemmer er oprindeligt venner fra Vestjylland, men de flyttede sidenhen til Aarhus.
»Det var egentlig en skør ide. Vi havde et møde i august, hvor vi diskuterede, om vi skulle gøre noget ved det eller om snakkene bare var for sjov. Så sagde vi, lad os gøre det. Hvis vi er de eneste, der kommer, får vi bare en fest. Og så kom der bare sindssygt mange. Vi har brug for et lidt gakket fællesskab,« lyder det fra Emilie Hauge.
»Vi var vant til at lave ungdomskirke sammen i Herning, og så er vi bare gode til at samarbejde sammen,« siger Emilie Hauge med et smil, inden hun kalder på sine gruppemedlemmer, der er på vej ud af Nilles Telt.
Næste opgave venter i Thyborøn.