Dødsfald: Amerikansk rock-ikon var plaget af indre dæmoner – men en dag i Aarhus fik en 10-årig dreng hans hjerte til at bløde op

Den amerikanske sanger, sangskriver og store kreative kraft i The Beach Boys, Brian Wilson, er død i en alder af 82 år.

Det kunne familien for nylig oplyse på Wilsons hjemmeside:

»Det knuser vores hjerter at meddele, at vores elskede far, Brian Wilson, er gået bort. Vi mangler ord.«

»Vi ved, at vi deler vores sorg med resten af verden,« lød det fra familien.

Siden er det væltet ind med lovprisninger af rock- og surfikonet fra fans såvel som musikalske giganter.

»Brian Wilson havde en uforklarlig musikalsk sans for genialiteter, der gjorde hans sange så smerteligt specielle,« skrev selveste Paul McCartney på Instagram og tilføjede:

»Tonerne, han hørte i sit hoved og videreførte til os, var simple, men geniale på én og samme tid. Jeg elskede ham og var privilegeret nok til at være omkring hans klare, skinnende lys for en stund. Hvordan skal vi dog fortsætte uden Brian Wilson. ’God Only Knows’,« afsluttede eksbeatlen sin hyldest med en reference til den Beach Boys-sang, som McCartney selv har proklameret er den bedste sang, der nogensinde er skrevet.

Eksbeatlens landsmand og sangskriver-ikonet Elton John fulgte trop i rækken af lovord og bedyrede, at Brian Wilson »var den største indflydelse« på hans sangskrivning.

Og selv normalt hærdede og til tider usentimentale Bob Dylan blev også ramt af strandknægtens bortgang:

»Jeg har hørt de triste nyheder omkring Brian i dag, som får mig til at tænke på alle de år, jeg har lyttet til ham og beundret hans genialitet. Hvil i fred, kære Brian,« skrev nobelprismodtageren på mediet X.

Men det var ikke kun de allerstørste stjerner, som Brian Wilson formåede at ramme med sin åbenlyse musikalske begavelse. Han ramte også hitlisterne og tusindvis af fans – og nogle af dem, der lod sig inspirere af ham, var en gruppe unge målrettede musikere i et øvelokale i Åbyhøj sidst i 60’erne.

For en af dem, der stod i det lokale i Åbyhøj og øvede sig på Wilsons genialiteter og de resterende surfdrenges flerstemmige harmonier, var den aarhusianske forfatter og musiker Lars Muhl. Det begyndte ved et tilfælde – men på nærmest mystisk og mirakuløs vis skulle Wilson og Muhls vej krydses årtier senere – midt i en park i Aarhus.

Brian Wilson virkede dog nærmest bange ved deres første møde.

Et mirakel

»Det er jo nærmest et mirakel, at han har levet så længe,« fortæller Lars Muhl, da avisen fanger ham på en telefon.

For Brian Wilson, som Lars Muhl nåede at møde to gange, var igennem det meste af sin karriere plaget af en skizoaffektiv lidelse, der gjorde, at stemmer konstant dukkede op i sangskriverens hoved – og uden at forsvinde igen. Og siden ramte depression og demens også Wilson. Dårligdommene holdt ikke igen.

»Han hørte stemmer inde i hovedet hele tiden. Altså ikke stemmer, der talte, men sangstemmer og harmonier. Så han havde jo aldrig fred. Men det kan man jo sige, han har fået nu,« siger Lars Muhl, der ved, amerikaneren havde det hårdt mod slutningen.

»Og her for et par år siden døde hans kone Melinda, som virkelig var den, der fik ham op at stå igen og var skyld i, at han kom ud at spille koncerter igen. Så da hun døde for to år siden, tror jeg også, at alle omkring ham godt var klar over, at det nok kun var et spørgsmål om tid,« siger den aarhusianske musiker om sin ungdomshelt.

Allerede i midten af 60’erne blev Brian Wilson ramt af et angstanfald, da det dengang relativt nye og populære band havde begivet sig ud på en større turné. Arbejdspresset, for få pauser og udmattelse sendte ham til tælling. Senere begyndte han også at tage det psykedeliske stof LSD. Noget, som han siden fortalte til Rolling Stones Magazine, var et af sit livs helt store fortrydelser.

»Det er farligt for psyken. Jeg fortryder at have taget LSD. Det er et dårligt stof,« sagde han til Rolling Stones.

Musikalske gaver

Men stemmerne i hovedet var både en forbandelse og en gave.

For Brian Wilson hentede også stor musikalsk inspiration i den indre kakofoni, der rumsterede inde i hovedet – og selve sangskrivningsprocessen blev et helle og et sted, hvor stemmerne for en stund kunne diffundere væk og blive overdøvet af de utallige musikalske ideer, andre også kunne høre, og som han sang og spillede frem gennem årene.

Og det var decideret banebrydende musikalske idéer, der kunne pible frem, når han sad ved flyglet. Især i løbet af The Beach Boys’ velmagtsdage i 1960’erne, hvor albummet ”Pet Sounds” fra 1966 stadig står som en af de tydeligste monolitter over bandets betydning i musikhistorien.

Albummet, der næsten udelukkende er skrevet og produceret af Brian Wilson, er af mange anset som bandets mesterværk. Orkestreringen, produktionen og sangskrivningen bag var simpelthen noget, der på daværende tidspunkt ikke var set – eller rettere hørt – mage før.

»Uden ”Pet Sounds” var ”Sgt. Pepper” (Beatles-album, red.) ikke sket... ”Pepper” var et forsøg på at matche ”Pet Sounds”,« har Beatles’ kendte producer George Martin på et tidspunkt udtalt.

Hjemme i lille Aarhus var Lars Muhl også kraftigt inspireret af The Beach Boys i sine unge dage. Det var dog et andet Beach Boys-album – og et af de mindre kendte – som han og vennerne i den nu genopståede rockgruppe Daisy begyndte at øve sig på.

»Jeg var 17 år, og der sad vi hjemme ved Poul-Erik (tidligere sanger i Daisy, red.) i Åbyhøj og øvede til den plade, der hedder ”Friends”, som ikke ret mange kender, for at øve femstemmig sang – og vi lærte simpelthen alle sange på det album. Et virkelig specielt album, som fandt vej til vores band ved lidt af et tilfælde. På den måde var det jo også helt vildt, det der pludselig skulle ske næsten 50 år senere,« siger Lars Muhl.

Mystisk telefonopkald

For i 2012 klokken cirka 3-4 om natten begynder Lars Muhls fastnettelefon pludseligt at bimle og bamle.

»I røret er der en dame, der præsenterer sig som en, der kommer fra Beach Boys’ kontor i L.A. Hun spørger, om det er forfatteren Lars Muhl? Og at Beach Boys gerne vil invitere mig med til deres forestående koncert i Aarhus. Jeg var overbevist om, at det var en prank,« siger Muhl.

Beach Boys havde i 2012 begivet sig ud på en større 50-års jubilæumsturné, og Aarhus var en af blot 12 europæiske byer, som bandet skulle besøge. Hvilket i sig selv var nærmest lidt af et mirakel, da bandet og dets tilbageværende medlemmer var plaget af interne stridigheder.

Derfor havde Lars Muhl også allerede i forvejen købt billetter til den lettere overraskende koncert i Musikhusparken, som var en unik mulighed for at vise sine egne drenge den musik, han selv var blevet formet af. Derfor var der heller ikke det store at tabe ved at stille sig op der, hvor damen i røret havde sagt, han nu engang skulle stå.

»Vi sad og ventede ude foran et stykke tid inden koncerten, og lige til det sidste tænkte jeg: ”Arh, det er nok gas det her”. Men så kom de sgu og hentede os ind backstage,« siger Lars Muhl.

»Så træt af det«

Al Jardine, en af de stiftende medlemmer af Beach Boys, havde læst Lars Muhls bog ”The O Manuscript” og udbredt den blandt de øvrige medlemmer af bandet – og han var mildest talt opslugt af den:

»Jeg var jo fuldstændig optaget af at ville høre noget mere om deres fortælling. Men de var mere interesseret i at høre om mine oplevelser, som jeg beskrev i den bog. Hvilket jeg syntes var helt vildt, og det var sådan en virkelig underlig oplevelse,« siger Lars Muhl og griner.

Al Jardine havde flere sedler og noter i den bog og havde masser af spørgsmål til den aarhusianske forfatter.

»Brian Wilson sad i sådan en stor lænestol oppe bag scenen, og der sad han altid inden koncerter og fik styr på stemmerne i hovedet. Og jeg havde det sådan, at jeg ikke ville forstyrre ham. Men Al Jardine sagde: ”nej, du skal op og hilse på ham”« fortæller Lars Muhl.

Aarhusianeren gik op ad trapperne bag scenen, men da han gik hen for at hilse på Brian Wilson, reagerede amerikaneren, som om at Lars Muhl skulle til at slå ham, og han holdt derfor armen beskyttende op:

»Og der tænkte jeg ”arh shit mand”. Jeg var så træt af det,« siger Muhl.

»Men jeg havde heldigvis min lille søn med, som var 10 år på det tidspunkt, og han kunne en masse Beach Boys, så han sang en Beach Boys-sang for ham. Og så blødte han helt op,« siger aarhusianeren.

Derfra gik det bedre, og Lars Muhl fik talt sporadisk med frontmanden, men det var svært.

»Han var sådan en person uden filter på. Han kunne finde på at sige: ”Nu skal jeg have noget at spise”, ”nu sover jeg”, eller ”nu går jeg”, ”nu skal jeg hjem”. Han var i nuet, og han var ikke meget for det der med at holde på formerne, hvilket jeg egentlig meget godt kunne lide, og så var han et utrolig sødt menneske,« fortæller Lars Muhl.

Én sidste gang

Aarhusianeren ser efterfølgende den 47 numre lange koncert fra siden af scenen – og cirka 4.500 andre ser også med. Efter koncerten mødes Lars Muhl igen med Al Jardine og kompagni backstage. Inden de skilles, siger Al Jardine: »Vi skal ses igen«.

»Så tænkte jeg: ”ja, ja, fint nok.” Det havde været en kæmpe oplevelse, og så havde jeg faktisk ikke regnet med at høre mere fra dem,« siger Lars Muhl.

Men den var god nok. Nogle måneder senere tikkede en mail så pludselig ind. Den kom fra Californien og Al Jardine. Og Lars Muhl og hans daværende kone var nu inviteret over at bo hos Beach Boys-musikeren i Big Sur i nogle uger.

»De havde sat en gæstehytte i stand, hvor vi kunne bo. Et fantastisk sted lige ud til Stillehavet, hvor Neil Young og Steve Miller også havde boet. Det var helt syret. Og så havde han (Al Jardine, red.) et studie, hvor stort set alle Beach Boys’ gamle instrumenter stod. F.eks. det flygel som Brian Wilson havde skrevet de fleste af de store hits på – og det sad jeg og spillede på hver dag, mens vi var derovre.«

Lars Muhl spiller også en fælles koncert med Al Jardine, hvor de både spiller nogle af Muhls egne sange og numre fra Beach Boys-kataloget, og så møder han også Brian Wilson én gang mere, fortæller han:

»Men altså dér, hvor jeg var tættest på ham, det var faktisk hver dag, når jeg sad oppe i studiet ved hans gamle flygel,« fortæller Lars Muhl, som den dag i dag stadig er i jævnlig kontakt med Al Jardine.

De to har også skrevet sammen i forbindelse med dødsfaldet.

»De kunne godt se, at han ikke havde det godt. Og du ved godt selv, hvordan det er, hvis du har en af de nærmeste, som lider – så er det også en befrielse, at man ved, at nu skal de i hvert fald ikke lide mere,« siger Lars Muhl.

Stemmerne i surfgeniets hoved er slukket. Men musikken, der kom ud af et periodevist plaget sind, består – og det gør den også for Lars Muhl den dag i dag, som har en klar opfordring til andre musikelskere:

»Se bare på hele det repertoire, de har opbygget. Det er jo en kæmpe, kæmpe skattekiste, som har inspireret så mange musikere, og jo ikke mindst The Beatles. Og hvis man ikke kender hele Beach Boys’ oeuvre, så har man virkelig en kæmpe oplevelse til gode at gå på opdagelse i,« siger Lars Muhl.