Runesten gik tabt i kæmpe brand – nu genopstår de
For snart 300 år siden blev ni runesten ødelagt. Det var meningen, de skulle stå ved Rundetårn. Og det kommer de til nu – som kunstværker.
I 1600-tallet blev der lige uden for det sydøstlige Langå ned til Gudenåen fundet et fragment af en runesten.
Der stod ikke meget på stenen. Muligvis kun ”... efter ... Thord”.
Det er i hvert fald det, som historiske optegnelser fortæller. For stenen findes ikke mere. På et tidspunkt blev den fragtet til København sammen med otte andre runesten. Det var planen, at de skulle ligge ved Rundetårn, men de gik tabt ved Københavns brand i 1728.
Men nu får Langå-stenen 1, som den kaldes, nyt liv.
Klare paralleller
I den nye særudstilling ’De Tabte Runesten’, der er skabt af kuratorgruppen Kaellingstenen og Rundetårn, bringer ni samtidskunstnere de ni ødelagte runesten til live igen og undersøger, hvilke historier der forsvandt sammen med runestenene, og hvilke der vil have gavn af at komme til orde i dag.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Historie er formbar og flydende, og med denne udstilling vil vi sætte fokus på, hvordan vi alle er med til at påvirke historien,« siger kuratorgruppen, der består af Ida Hørlyck, Nina Fjordbak Nielsen og Emma Raun, i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Når kilder er sparsomme, som i runestenenes tilfælde, åbnes der for forskydninger, fejl, fantasi og fiktive virkeligheder – noget, der drager klare paralleller til det informationssamfund, vi i dag lever i.«
Langå-stenen 1 fortolkes af kunstner Sidsel Bonde i form af tre indrammede tegninger og reliefprægning på papir.
Blandt de runesten, der genfortolkes, er også Torup-stenen. Den blev også fundet i 1600-tallet. Den var blevet genbrugt til at bygge Torup Kirke, der ligger mellem Ulstrup og Langå.
Ni unikke kunstværker
De ni kunstnere repræsenterer forskellige kunstpraksisser - fra maleri over bronzeskulpturer til installationskunst - og de fortolker hver en af de ni runesten. En runesten kommer til udtryk som en 3D-printet kommentar til masseturismen og en anden som en performance med rødder i den jyske muld, mens en tredje bliver vækket til live som en futuristisk musikvideo og en fjerde som en række klassiske malerier.
»Udstillingen præsenterer et unikt krydsfelt mellem samtidskunst, forskning og kulturhistorie, og på symbolsk vis vender stenene tilbage til Rundetårn, som det var planen midt i 1600-tallet, når de i nye fortolkninger bliver udstillet i Bibliotekssalen,« siger direktøren for Rundetårn, Jeanette Bursche.
’De Tabte Runesten’ åbner 20. juni i Rundetårns Bibliotekssal. Udstillingen kan opleves frem til 24. august.