Fortsæt til indhold

Biblioteket lover iskolde præmier til sommerlæseheste

På dit lokale bibliotek kan du hente en bankoplade og løse minimum ti sjove, skøre, spændende eller vilde udfordringer.

Kultur og byliv
sra

Du skal ikke blive overrasket, hvis dit barn i løbet af sommeren 2025 beder dig om at læse højt sammen med kæledyret, med solbriller på, under dynen, på stranden eller i badetøj. Det er nemlig blandt de læseudfordringer, der giver et kryds på den bankoplade, der med ti krydser kan byttes til en is til hele familien på bibliotekerne i Randers, skriver Randers Bibliotek i en pressemeddelelse.

Dit lidt ældre barn vil måske pludselig gerne læse en fagbog, skrive boganmeldelser, læse aviser, prøve kræfter med at læse på et andet sprog og læse med fødderne i vand eller i mørket med en lommelygte.

Læseudfordringerne for børn og unge mellem 6 og 15 år er nemlig lidt vildere, og det samme er hovedpræmien – nemlig muligheden for at tømme en boghandel på fem minutter. Man er dog sikret en præmie allerede, når man afleverer sit udfordringsark; nemlig en lækker is.

»Alle kan være med i sommerlæseudfordringerne på Randers Bibliotek, uanset hvor og hvordan man holder sin ferie. Det skaber ekstra læseglæde og kan pirre lysten til at kaste sig over endnu flere bøger, end man normalt ville gøre,« siger Sanne Andersen, koordinator for teamet Børn og Unge på Randers Bibliotek.

Læseudfordringerne kan hentes på Hovedbiblioteket, i Bogbussen og i de lokale biblioteker i Dronningborg, Kristrup og Langå fra 28. juni til og med 9. august. Ispræmierne kan hentes på i den betjente åbningstid Hovedbiblioteket, Kristrup Bibliotek og Dronningborg Bibliotek i samme periode.