Fortsæt til indhold

Vil du gen-designe din baby? Teste din kærestes følelser? Museum sætter fokus på teknologi - og nye dilemmaer

Gæster skal tage stilling til forskellige etiske spørgsmål i ny udstilling på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Kultur og byliv

Genmanipulation, kosmetiske indgreb og organtransplantation.

Udviklingen inden for teknologi er i konstant sprint, og ny teknologi tilbyder ofte gode løsninger på vores udfordringer. Den kan gøre os raske, gøre livet nemmere og løse store problemer.

Ny teknologi kan også kræve forskellige etiske overvejelser, og der kan være konsekvenser, som vi måske ikke har tænkt over.

Såkaldt genredigering er i rivende udvikling, og der bliver formentlig brug for, at både samfundet og du selv tager stilling til det indenfor de næste 10 år. Synes vi fx, at det er i orden at redesigne babyer, så de ikke bliver syge? Skal du teste din kæreste med følelsesteknologi, hvis du ikke stoler på ham/hende, eller skabe en kloning af dit kæledyr, hvis du savner det forfærdeligt meget?

I særudstillingen Fremtidsmennesket zoomer Naturhistorisk Museum i Aarhus ind på seks teknologier, som forventes at være en del af vores alles hverdag i 2035.

Udstillingens præmis er, at gæsterne skal placere sig selv midt i etikken omkring moderne teknologi og tage stilling til forskellige spørgsmål.

Fremtidsmennesket er udviklet i samarbejde med Etisk Råd og Experimentarium i København og er netop startet på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Særudstillingen er den første i en ny række af oplevelser på rejsen mod det nye Nature & Science Museum på Pier 3 ved Aarhus Ø.