Biograftips fra en filmelsker: Seks hotte film i sommervarmen
Sisse Heide Møller fra Kulturhuset Skanderborg giver her sit bud på seks fede filmoplevelser i den kommende måned.
Jurassic World Rebirth
Jurassic World universet har fået en genstart med et helt nyt hold af A-liste skuespillere. Scarlett Johansson star i spidsen og får blandt andet selskab af Jonathan Bailey, Rupert Friend og Mahershala Ali.
Rebirth foregår fem år efter begivenhederne i ’Jurassic World Dominion’, hvor dinosaurer og mennesker måtte finde en ny måde at sameksistere. Jordens økologi er uegnet for dinosaurerne og de tilbageværende dinosaurer lever derfor nu i isolerede, tropiske miljøer.
DNA fra de tre største dinosaurer på Jorden er nøglen til at skabe et mirakuløst lægemiddel til gavn for hele menneskeheden. Et hold ledet af Zora Bennett, spillet af Scarlett Johansson, tager derfor på en hemmelige mission for at indsamle DNA-prøver. En mission der bringer dem til forskningsanlægget for den oprindelige Jurassic Park.
Glæd dig til en storslået actionfilm med de vildeste effekter, største dinosaurer og de bedste skuespillere. En film der selvfølgelig skal ses på det store lærred.
Elio
Disney Pixars nye store animationsfilm er intet mindre end et skævt, komisk rumeventyr. En sød og sjov film, der helt sikkert er god underholdning for både børn og voksne.
Filmen handler om drengen Elio, der er besat af rumvæsner. Han har ikke rigtig nogle venner, men drømmer om at blive bortført af rumvæsnerne. Og en dag lykkedes det. Elio ender i et interplanetarisk paradis, der er hjemsted for intelligent liv fra nære og fjerne galakser. Og han får sin første ven, rumvæsnet Glordon.
Men det er selvfølgelig ikke helt uproblematisk ude i rummet. Og da Elio bliver forvekslet med Jordens ambassadør, må han samarbejde med excentriske rumvæsner for at håndtere en krise af intergalaktiske proportioner.
Elio er en virkelig flot film. Og en fin fortælling om venskaber og store drømme. Den anbefalede aldersgrænse er syv år.
F1
Brad Pitt er tilbage! Actionfilmen F1 handler om motorsportens mest prestigefyldte klasse, nemlig Formel 1. Og Brad Pitt spiller den altdominerende hovedrolle.
Filmen er instrueret af Top Gun instruktør Joseph Kosinski og er blandt andet produceret af Jerry Bruckheimer og racerkører Lewis Hamilton. Så der er stærke kræfter både foran og bagved kameraet.
Brad Pitt spiller den pensionerede racerkører Sonny Hayes, der gør comeback i Formel 1. Han danner makkerpar med det unge talent Joshua Pearce, spillet af Damson Idris, og sammen må de tackle rivaler, udfordringer og konflikter – både på og udenfor banen.
Scenerne fra de intense racerløb er optaget i forbindelse med rigtige Formel 1 løb på ikoniske baner som Silverstone og Monza. Og filmens racerkørere dyster mod legender som Max Verstappen, Fernando Alonso og Lewis Hamilton. Filmen emmer derfor af ægte Formel 1 stemning.
På rollelisten ses blandt andre danske Kim Bodnia, ligesom Kevin Magnussen er at finde blandt kørerne.
Materialists
Søde, romantiske komedier er ikke det, der er flest af for tiden. Men det er lige netop hvad Materialists er - og den har tilmed virkelige gode skuespillere på rollelisten.
Dakota Johnson spiller Lucy, der arbejder for et lukrativt matchmaking bureau, hvor kærlighed bliver opgjort i matematik og kriterier. Ved et bryllup møder hun den rige og flotte Harry, spillet af Pedro Pascal, som på papiret skulle være det perfekte match. Ved samme bryllup genforenes hun med sin ekskæreste John, spillet af Chris Evans, der er tjener og kæmper for at blive skuespiller.
Materialists er på mange måder et klassisk trekantsdrama, hvor vores hovedperson skal vælge mellem to charmerende bejlere. Men det er også en fortælling om, hvor kompleks det moderne kærlighedsliv kan være. Filmen udfordrer det moderne syn på kærlighed og de krav der bliver stillet til en potentiel partner.
Materialists er skrevet, produceret og instrueret af Celine Song, der faktisk selv har arbejdet som matchmaker i en kort periode.
Jane Austen ødelagde mit liv
Sød, fransk, romantisk komedie. Den der særlig franske udgave af feel-good, hvor det hele er lidt mere eksistentielt. Og i dette tilfælde også litterært.
Camille Rutherford spiller Agathe, der arbejder i den legendariske britiske boghandel Shakespeare & Co i Paris. Agathe elsker Jane Austen! Hun føler sig så udenfor i nutidens samfund og ville hellere leve på Jane Austens tid. Agathe er single og spekulerer på om hun nogensinde selv vil opleve en lige så altopslugende kærlighed som i Jane Austens romaner?
Agathe drømmer om at skrive bøger og en dag bliver hun inviteret på et skriveophold i England arrangeret af selveste Jane Austens efterkommere. Nu må Agathe konfrontere sin usikkerhed og tage det første skridt mod at udleve sine forfatterdrømme.
Ligesom Materialists er der her tale om en manuskriptforfatter og instruktør, der trækker på sin erfaring fra et tidligere arbejde. Laura Piani har nemlig selv arbejdet i boghandlen Shakespeare & Co i Paris.
The Great Lillian Hall
Oscarvinder Jessica Lange spiller hovedrollen i det rørende drama The Great Lillian Hall, der handler om en stor stjerne på Broadways teaterscene. 76-årige Jessica Lange har selv et imponerende CV indenfor både teater og film, der blandt andet inkluderer film som King Kong fra 1976 og Tootsie fra 1983. Det er længe siden man har set Jessica Lange i en stor hovedrolle, så filmen er lidt af et comeback for hende.
Lillian Hall har i sin lange karriere på Broadway aldrig svigtet publikum, men under prøverne på stykket Kirsebærtræet begynder det at smuldre for hende. Hun glemmer sin linjer og både stykkets instruktør, spillet af Jesse Williams, teaterdirektøren, spillet af Pierce Brosnan, og hendes faste højre hånd, spillet af Kathy Bates, bliver bekymret for hende. Modstræbende opsøger Lillian Hall en læge og konklusionen er desværre ikke opmuntrende.
Kilder: UIP, Disney, Warner Brothers, SF Studios, Scanbox, Another World