Fortsæt til indhold

Ny udstilling om frisind og nøgenhed på KØN

Frisindet er danskernes fælles stolthed. Men vi er uenige om, hvad det er, og begrebet ændrer sig hele tiden. En ny udstilling sætter fokus på nøgenhed og frisind

Kultur og byliv
Citathistorie: Kristeligt Dagblad

Nøgenbadning og fri porno er eksempler på det danske frisind. Eller er det?

»Frisindet er jo lidt besværligt,« siger Tobias de Fønss Wung-Sung, der er historiker og postdoc ved Københavns Universitet og forsker i frisind.

Sammen med kollegaen Detlef Siegfried står han bag udstillingen ”Frisind? Nøgenhed i dansk kulturhistorie”, som åbner på museet KØN i Aarhus den 25. juni.

Udstillingen undersøger, hvordan nøgenhed og frisind er blevet forstået og forhandlet gennem det 20. århundrede.

Det skriver Kristeligt Dagblad søndag.

Allerede før Tobias de Fønss Wung-Sung i 2024 begyndte sin forskning i frisind, opdagede han, at begrebet vækker følelser.

»Når jeg fortalte andre om projektet, kunne det faktisk lidt svært at få et ord indført. Mange gik i gang med at tale om, hvad de mente, frisindet var og ikke var. Og det viser jo, at det betyder noget for folk. Frisind er vigtigt – vi er bare ikke enige om, hvad det er.«

Siden har han gennemgået over 400 debatindlæg fra de seneste 20 år og lånt alt, hvad han kunne søge frem om ”frisind” på Det Kongelige Bibliotek. Og selvom konklusionerne er mange, er der især én:

»Dansk frisind er et begreb, hvis betydning er i konstant forandring. Efter Anden Verdenskrig handler det meget om forholdet til tyskerne og det tyske mindretal. Senere kommer kulturradikalismen tilbage, så det kønnede og seksuelle i 60’erne, og efter Anders Fogh bliver statsminister, rykker begrebet især over i de borgerlige partier. Frisind kan betyde mange forskellige ting, og det mest stabile ved begrebet er måske, at det er så ustabilt.«

Læs hele historien hos Kristeligt Dagblad.