Michelin-restaurant bløder – ramt af millionunderskud
Klaus Valeur Leffer, medejer af Gastromé, havde håbet på et bedre regnskab - det til trods er han fortrøstningsfuld for restauranten, der har sat en række nye tiltag i søen.
Opskriften på at tjene penge som Michelinrestaurant er stadig under udvikling hos den aarhusianske Michelinrestaurant Gastromé.
Sådan lyder det fra restauranten i en pressemeddelelse, efter man har kunnet præsentere årsregnskabet for 2024, der viser et underskud på 1,5 millioner kr.
Sidste år lød underskuddet dog på 2,1 millioner kr.
»Vi må erkende, at resultatet for 2024 bestemt ikke er, som vi havde ønsket det, til trods for at vi forbedrer bundlinjen med 600.000 kr., men vi bevæger os i den rigtige retning i vores udvikling. Status lige nu er, at det første halve år af 2025 er gået helt efter planen, hvilket også gør, at resultatet efter første halvår af 2025 følger vores forventninger,« fortæller Klaus Valeur Leffers, medejer og bestyrelsesformand hos Gastromé.
Den væsentligste årsag til, at resultatet blev, som det blev, er ifølge Klaus Valeur Leffers, at 2024 blev brugt på at implementere de ændringer, som man kan se, gavner forretningen i 2025. Derfor ses effekterne først her i 2025.
»Der står en stærk ejerkreds bag restauranten, og der er lagt en seriøs og ambitiøs strategi, som vi er meget komfortable med. Vi har for nylig lavet en kapitalforhøjelse på 3 mio. fra ejerkredsen. Det tager tid at implementere de justeringer, vi har arbejdet med, men vi er helt rolige omkring, at vi er på rette vej. Ledelsen og hele holdet har gjort en fortrinlig indsats, som vi er meget stolte af,« siger Klaus Valeur Leffers.
De mange nye tiltag hos Gastromé er sat i verden for at gøre virksomheden til mere end bare en restaurant, der holder åbent tre dage om ugen. Derfor er der i de seneste år opstartet tiltag rettet mod det østjyske erhvervsliv med business dinners, konferencer, eksklusive festivalløsninger og ikke mindst en erhvervsklub med 50 medlemmer og flere på venteliste.
»De nye tiltag gør, at balancen omkring virksomhedens hjerte, de store gastronomiske oplevelser og ambitioner fra køkkenet, bliver understøttet gennem aktiviteter delt ud på alle ugens dage og månederne på året. Vi har i år også fået Nanna Panduro ansat som CEO (administrerende direktør, red.), og for få dage siden opnåede vi for 11. år i træk at genvinde Michelinstjernen, så vi har meget positive forventninger til fremtiden, da flere andre spændende ting er i støbeskeen. Vores mentale overskud er i top trods sidste års underskud,« siger Klaus Valeur Leffers.
Gastromé oplyser, at man forventer et nulresultat for 2025.