Fortsæt til indhold

Kom med bag en nørdet facade på markant bygning i Den Gamle By

På et loft i Den Gamle By åbner en ny udstilling, der går tæt på genopbygningen af en af museets mest overdådige bygninger. Her gemmer sig historier om kongelige møntmestre, barokkens illusioner – og en nørdet kærlighed til blå farvepigmenter.

Kultur og byliv
mony

I en duft af linolie har håndværkere, grafikere og museumsinspektører lagt sidste hånd på Den Gamle Bys nye udstilling om Møntmestergårdens lange og dramatiske liv – og ikke mindst dens genrejsning.

Fra 25. juni kan publikum få et sjældent kig ind i maskinrummet bag rekonstruktionen af det storslåede 1600-talshus, der oprindeligt blev opført i Borgergade i København i 1683.

»Vi vil gerne vise, at det ikke bare er en flot gammel bygning, men at historien er blevet gravet frem stykke for stykke og sat sammen med historisk troværdighed ned i mindste detalje,« siger museumsinspektør og projektleder Lisbeth Skjernov.

Loftet med fugledekokrationer i Møntmestergården. Pr-foto: Den Gamle By

Møntmestergården blev i sin tid beboet af flere af kongens møntmestre og gennemgik i 1700-tallet en forvandling fra bindingsværkshus til barok illusion – malet som et florentinsk stenpalads. I Den Gamle By er huset genopført med stor præcision og nu med en udstilling på loftet, der dykker ned i arbejdet bag facaden.

Det handler ikke kun om arkitektur, men også om de valg, fravalg og detaljer, der følger med historisk restaurering.

»Det kan godt virke nørdet at dvæle ved farvepigmenter som smalte og berlinerblå eller et tømmermærke hugget i 1683. Men bag hver overflade gemmer der sig valg, nye opdagelser og stor faglig dedikation,« fortæller Lisbeth Skjernov.

Gæsterne kan se, hvordan lag på lag af maling afslører husets udvikling – og hvordan én original rest af farve eller en ødelagt træudskæring på en bjælke har været med til at styre hele genopbygningen.

Bag hver overflade i Møntmestergården der sig valg, fravalg, nye opdagelser og faglig dedikation. Pr-foto: Den Gamle By
Udstillingen åbner onsdag. Pr-foto: Den Gamle By

»Det gør det tydeligt, at den færdige Møntmestergård ikke er baseret på en romantisk forestilling, men er et resultat af faglig viden,« siger hun.

Udstillingen inviterer gæsten med helt ind i fagfolkenes beslutningsrum og gør loftet i Møntmestergården til noget helt særligt.

»På den måde bliver huset med den nye udstilling en levende lærebog i bygningsrestaurering,« sigerLisbeth Skjernov.

Bygningen blev opført i København i 1683 og genopført i Den Gamle By i 2009. Foto: Den Gamle By