Læser undrer sig over »Venedig«–syn: Her er svaret
Forholdene skulle være væsentligt forbedret for cyklisterne, men en lokal borger har ved første øjekast svært ved at kalde det en succes.
Den blev kaldt »ubrugelig og direkte farlig« i et debatindlæg, og flere indlæg bakkede op.
Der var noget om snakken, og derfor endte det også med at cykelstierne i Storegade fik en overhaling, da midtbyen i Hinnerup sidste år blev renoveret for 5,2 millioner kroner.
Cykelstierne i begge sider af Storegade blev udvidet fra 0,4 meter til cirka 1,2 meter i bredden, og der blev lavet nye lukkede vandrender mellem fortov og cykelsti.
Forholdene skulle altså være væsentligt forbedret for cyklisterne, men en lokal borger har ved første øjekast svært ved at kalde det en succes:
»De cykelstier, der blev lavet sidste år, er vist ikke helt færdige. Der er niveauforskel, så de lange faskiner til bortledning af regn virker derfor ikke. Man kommer til at tænke på Venedig ved dette syn. Fodgænger måtte gå en omvej, og bilister gik lige ned i vandet,« skriver Inger-Lise Skytte i en mail til redaktionen.
Bærelag og slidlag
Inger-Lise Skytte har ret i sin besked – både i at der ligger en del vand og i at cykelstierne ikke er helt færdige.
Det forklarer Niels Christian Laustsen, der er afdelingsleder for Trafik og Veje i Favrskov Kommune:
»Vi har fået en del henvendelser på, at der ligger vand, men cykelstierne er ikke færdige endnu. Det er meget almindeligt, at man lader et bærelag ligge et år for sætninger. Efter et år kommer man så slidlaget på – altså asfalttæppet. Det vil sørge for, at vandet løber af cykelstien og ned i faskinerne.«
Slidlaget på cykelstierne kommer på i uge 31, mens en del af kørebanen, som mangler, får det sidste slidlag på i uge 34 – med mindre det regner helt vildt.