Udvider uden at bygge nyt: Børneboom kræver nytænkning og genbrug i kæmpeskala
Skole vokser 600 kvm. og får plads til 100 nye elever ved at genbruge bygning fra anden skole.
Der er gjort plads til 100 nye skolebørn på Skovbyskolen. Vel at mærke uden at bygge nyt. I stedet har skolen med skyhøje genbrugsambitioner genbrugt en skolebygning fra Bakkeskolen i Hørning.
Bygningen, der er på cirka 600 kvm., består af et par store moduler, som i marts blev flyttet med kran og lastbil. På Skovbyskolen blev det hele samlet igen, moderniseret og bygget sammen med den eksisterende skolebygning. Det fortæller Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Vinduerne i den isolerede mellembygning, som binder den nye og gamle del af Skovbyskolen sammen, er også genbrug. De stammer fra en nedlagt SFO i Virring.
»Vi har flyttet en hel bygning og givet den nyt liv. Det er godt for skolen, for kommunekassen og for klimaet. Hvis vi skulle bygge nyt, ville Skovbyskolen få færre kvadratmeter at arbejde med. Jeg glæder mig over, at der er tænkt ud af boksen, og at det har givet en løsning, der både sparer CO2 og samtidig giver mere plads til de mange børn i Skovby,« siger borgmester Frands Fischer.
Og der er god brug for pladsen. Skovbyskolen har i mere end et årti oplevet konstant vækst i takt med, at børnefamilierne er rykket til området.
»Når vi ser på børnetallet i Galten-Skovby, er det tydeligt, at vi er nødt til at tænke langsigtet og smart. Vi taler meget om kloge kvadratmeter i Skanderborg Kommune, det vil sige at rum og faciliteter er fleksible og kan bruges i flere sammenhænge. Det at genbruge en hel bygning er så at sige next level kloge kvadratmeter,« konstaterer Trine Frengler, formand for Børne- og Undervisningsudvalget.
I 2012 var der 375 elever på Skovbyskolen. I dag er tallet mere end fordoblet til 820 elever.
»Vi har været pressede på plads i længere tid, og det har både børn og medarbejdere kunnet mærke. Derfor er vi meget glade for, at der er kommet en løsning, som både er praktisk, økonomisk og bæredygtig,« siger skoleleder Kim Skjærbæk.
Den nye tilbygning rummer fire klasselokaler, garderobe og grupperum.
Skanderborg Kommune arbejder målrettet med at reducere CO2-aftryk fra byggeri og fremme genbrug og cirkulær økonomi. Tidligere har kommunen genbrugt mursten, træ og andre byggematerialer, men det er første gang, at en hel bygning genbruges.
Det utraditionelle projekt på Skovbyskolen er er udviklet af Tegnestuen Ramt og Fenger Arkitektur og realiseret af entreprenørvirksomheden JYTAS, der stod for både nedtagning, flytning og genopførelse.