Lidt for gæstfri: Vagt i arresten anklaget for at spille kort og drikke øl med fangerne

I 1937 stod arrestforvarer J.P.J. Thylkjær efter 14 års tjeneste anklaget for sin overdådige gæstfrihed overfor fangerne i Ebeltoft Arrest.

Man påstod, at han havde spillet kort og drukket øl med fangerne samt modtaget gaver og ladet fangerne gå frit rundt i byen. Endvidere lod han celledørene stå åbne og spiste sammen med arrestanterne i egen stue.

Hans mere end hengivne hustru lavede mad til fangerne. Den 15. september 1937 blev han dømt efter paragraf 157, der omhandler skødesløshed i tjenesten. Han blev afskediget samme år, men fik trods dommen alligevel tildelt en pension på 800 kr. resten af livet.

Herefter ernærede han sig som malermester i Fuglsø på Mols til sin død i 1970 – 78 år gammel.

Den første arrest i Ebeltoft blev indrettet i 1789 i det dengang nybyggede Gamle Rådhus med fire celler i den råkolde kælder. I 1840 opførte man det fine gule Tinghus til højre med plads til seks arrestanter. Thylkjær blev byens sidste arrestforvarer. Arresten blev nedlagt i 1938 og omdannet til politistation.

Men hvorfor endte det nu så dramatisk for den gode arrestforvarer?

Skeletbryderen, som én af fangerne af uforklarlige årsager blev kaldt, afsonede en dom på tre måneders fængsel for at have blottet sit nøgne legeme for borgmester Aage G. Holms hustru på en højhellig påskesøndag, alt imens hun og hendes bedste veninde var på vej til Ebeltoft Kirke for at høre Guds ord.

Han blev herefter ganske mod sin vilje overført til Horsens Statsfængsel på grund af pladsmangel. Derfor følte han sig nødsaget til at afsløre arrestforvarerens næstekærlige adfærd.

Det bedre borgerskab i København blev indimellem også indhentet af lovens ubarmhjertige lange arm og måtte trods deres stand alligevel frihedsberøves. Årsagen kunne være skattesvig eller spritkørsel.

De ville gerne skjule deres brøde for borgerskabet og lod sig derfor udstationere i Ebeltoft på Jernbanehotellet (det senere Molbohus), så de efterfølgende kunne udstå straffen som pensionærer i Ebeltofts mondæne arrest. Men der krævedes fast bopæl i byen i mindst 30 dage for at man som fremmed kunne få tilladelse til at afsone her – derfor hotelopholdet.

De fleste af dagene var naturligvis kun proforma, men hotellet nød godt af indtægterne.

Pensionærerne forgyldte i den grad arrestforvarerens hang til de våde varer. Så han festede bravt med de velstående københavnere. Der blev drukket kraftigt igennem. Ofte endte flere af fangerne i byens natteliv.

Engang måtte Thylkjær hente én af de løsslupne fanger på S. Olesens Beværtning (nuværende Rådhuskroen) og køre ham tilbage til arresten på en trillebør.

Arrestforvareren kunne ikke i sit højhellige embede møde op på arbejde dagen efter med et kun halvfyldt fængsel.

I flere tilfælde var den gode Thylkjær også selv på valsen.

Hvis det trak for langt ud, sendte hans hustru én eller to af fangerne ud for at hente ham, når han nu ikke selv kunne finde hjem. Ham og hustruen modtog også mange gode gaver for deres gæstfrihed.

Hvad Thylkjær kunne berige med socialt som drikkebroder stod hustruen ikke tilbage for i lidenskab. Man påstod, at hun kyssede fangerne godnat hver aften. Hvor intenst det var, står hen i det uvisse. Men mon ikke det var lidt mere fristende at lade sig hengive i favnen på en lettere besoffen københavnerdirektør end en stangdrukken arrestforvarer?

Lidenskabens forførende længsel blev ofte forløst i den forsmåede arrestforvarers egne åbne fængselsceller.

Men den gode Thylkjær havde også et stort og varmt hjerte. Om vinteren dukkede hans faste kunder altid op. Det var landevejens farende svende, der i den kolde tid ønskede logi i Thylkjærs arrest.

Men det kunne de naturligvis ikke bare sådan få. Så derfor aftalte han med kunderne, at anholde dem for løsgængeri, så de lovligt kunne indsættes og få lidt husly, en bid mad og en smule drikkelse. Joh, den fangekære arrestforvarer kunne lidt mere end sit Fadervor.

I sommeren 1938 blev der på Montmartre (det senere ABC-teater) beliggende på Frederiksberg Allé i København lavet en satirisk revyvise over arrestforvarerens skæbneforløb. Visen, som hedder Skandalen i den lille By, gjorde ham berømt i hele Danmark.

Første vers startede med linjen: I Ebeltoft Arrest har Fangerne det godt. Og omkvædet for hvert vers: Fangevogterens Kone kyssede Fangerne Godnat. Den gode arrestforvarer mødte selv op til en forestilling på teatret og blev i den grad hyllet på den mondæne Frederiksberg-scene for sit mod. Han var jo i bund og grund et varmhjertet empatisk menneske, der bare ville andre det godt.

Hans eneste barn (datteren Agnethe) blev i øvrigt gift med bogholder og køreskolelærer Børge Møller, der sammen med sin broder Arne Møller i mange år drev Renault-værkstedet på Nytorv i Ebeltoft.

Historien er en pendant til grisehandler Larsens skæbne i Matador. Her kyssede arrestforvarerens hustru dog ikke Larsen godnat. Det ville den gode Katrine nok aldrig have tilladt. Men en spjætmazurka har arrestforvarerens hustru fra Korsbæk nu nok alligevel kastet sig ud i med den gode danselystne Larsen.

Rygtet om Thylkjærs gæstfrihed nåede allerede Aarhus Amtstidende i 1936, hvor Matabele den 17. december under Dagens Vers skrev digtet: Sørgelig Vise om Tilfældet Ebeltoft Arrest:

»Hvis du på Lovens trange Vej

har gaaet og traadt i no´et

og derfor et par Måneder

i Ensomhed har faaet,

vil Tiden gaa behageligst,

og du vil faa det bedst,

hvis du får lov at ta´ din Tørn

I Ebeltoft Arrest.

Der har man det så hyggeligt

og lever særlig rart,

for at gøre det bekvemt

bli´r ingen Møje spart.

Langt mere som Arrestant

man føler sig som Gæst.

Hvad under, alle gerne vil

I Ebeltoft Arrest!

Hvor maa det være trist for ham

som blev brændt af i Gaar!

I Nordre Birk er kedeligt -

der har man trange Kaar!

Men man har altsaa snydt ham for

den glade Julefest,

han glæded´ sig saa voldsomt til

i Ebeltoft Arrest!«