Nu sker det snart: Gratis gådejagt jager folk rundt i byen
I Skjød kan man fra august komme på en gådejagt rundt i byen, hvor man kan lære om byens historie. Håbet er at skabe mere sammenhold i landsbyen
Nedenfor kirken i landsbyen Skjød, ligger byens gadekær. Som andre gadekær ligger den midt i byen og snart bliver gadekærret centrum for en ny oplevelse i den lille by.
»4. august lancerer vi en gratis gådejagt i Skjød. I gådejagten skal man rundt i byen og løse opgaver mens man lærer om byens historie,« fortæller Marguerite Johnsen og fortsætter:
»Meningen er, at man skal have en sjov oplevelse, mens man lærer noget uden brug af skærm.«
Endnu har hun ikke selv set den endelige jagt, men den er blevet testet, så den altså er klar til 4. august, hvor den skal præsenteres.
Fælles samtaleemne
Ideen er, at man booker en gådejagt via en mailadresse. Gådejagten starter så i det lille hus ved gadekærret, hvor der vil ligge en mappe med opgaver. Man kan være mellem fire og seks personer per mappe. Man bliver så sendt rundt i byen, mens man løser opgaverne i mappen, så der kommer ikke til at hænge opgaver i byen.
»Det hele er i den mappe, man får med. Så man kan ikke se, at der er en gådejagt i gang i byen,« fortæller Marguerite Johnsen.
Til gengæld håber folkene bag gådejagten, at man vil kunne mærke en effekt at gådejagten i byen.
»Vi håber jo, at mange lokale vil prøve gådejagten, som så kan fungere som en samtalestarter, når vi møder hinanden i byen. På den måde skulle gådejagten gerne give et endnu bedre sammenhold i byen. Jeg tror også på, at en fælles historie, og det at vi kender vores bys historie automatisk giver noget samhørighed,« siger hun.
Gruppen bag gådejagten har været i gang i et års tid med at søge penge til projektet og finde samarbejdspartnere til gådejagten.
»Vi har faktisk oplevet, at det var svært at søge penge til projektet, da det jo hverken er et event eller et produkt. Vi er på en eller anden måde faldet ned mellem to stole, men det er lykkes os at få penge fra Spar Nord og Friluftsrådet,« fortæller Marguerite Johnsen.
Efter pengene var kommet i hus, har gruppen bag projektet fået kontakt til Søren Østergård Madsen, der er historisk konsulent. Han har stået for alt det historiske, der er i gådejagten.
Stor interesse
Under forberedelsen og udarbejdelsen af gådejagten har Marguerite Johnsen og resten af folkene bag oplevet, at de beboerne i Skjød har været meget nysgerrige og hjælpsomme.
»Vi havde en dag, hvor folk kunne komme med gamle billeder og effekter. Det var der mange, der benyttede sig af, og vi fik rigtig mange ting ind, som har gjort det nemmere at lave jagten.« fortæller hun og afslører, at hun også flere gange er blevet stoppet på gaden af folk, der har spurgt hende ind til projektet.
»Derfor føles det simpelthen så godt, at vi nu snart er klar med jagten. Nu bliver den faktisk til noget,« siger hun.
Marguerite Johnsen har svært ved at gætte på, hvor stor interessen er, når jagten bliver lanceret 4. august, men hun håber, der kommer mange, som har lyst til at prøve den.
»Det er jo simpelthen så svært at vide, hvor mange, der kommer, men jeg er simpelthen så spændt, og jeg glæder mig,« fortæller hun.
I første omgang er det muligt, at gådejagten skal være tilgængelig i et år, og det er meningen, at både lokale, gæster og tilflyttere kommer til at gøre brug af gådejagten i Skjød.