Varmen stiger – og det samme gør jagtfeberen: Nu gælder det glaspustede fugle i Den Store Ebeltoft Skattejagt
Der er kærlighed i luften, glød i glasset og spænding i gaderne, når Den Store Ebeltoft Skattejagt atter folder sig ud i byens smukke sommerlandskab. Og denne uge – uge 30 – bliver ikke nogen undtagelse.
Torsdag 24. juli klokken 10 går det løs igen, og denne gang er det små, håndlavede glasfugle, der er i centrum. De farvestrålende fugle, pustet og formet i værkstedet hos Glas – Museet for glaskunst, venter nu på nye ejere – men først skal de findes!
Fuglene er ikke masseproduceret pynt. De er ægte, unikke kunstværker, skabt med præcision, ild og fantasi. Hver enkelt figur formes ud af 1100 grader varmt, flydende glas, som først får en bund af klart glas, derefter farves med glaspulver og til sidst gives et personligt præg med pincet og kniv. Ingen fugle er ens – og finder du én, er den din!
Det hele begynder ved museet – og du må ikke komme for sent!
Skattejagten starter som altid foran Glas og præcis klokken 10 torsdag morgen lyder jagthornene fra Ebeltoft Jagthornsblæserforening. Det er signalet til, at byens gader og grønne kroge igen bliver forvandlet til ét stort, levende skattekort.
Her udleveres kortet, der leder deltagerne ud i Ebeltofts kringelkroge og hemmelige steder. Og bare rolig – skattejagten er for alle: store og små, lokale og besøgende, solospejdere og familieflokke. Det eneste, det kræver, er nysgerrighed og lysten til at lege.
Kunst i det fri
Der gemmes 10 glasfugle rundt omkring i byen – alle på offentligt tilgængelige steder. Finder du en, er den din. Helt gratis. Et ægte sommerminde og et lille stykke glaskunst, du kan tage med hjem og stille i vindueskarmen – eller i hjertet.
Men selv hvis fuglene bliver fundet af andre før dig), er der stadig masser af eventyr at hente. Jagten fortsætter nemlig hele weekenden frem til søndag, og du kan stadig bruge dit skattekort til at finde gemmestederne og løse små opgaver.
Ved hvert gemmested finder du en lille mærketang, som du bruger til at klippe bevis på, at du har været der. Har du fundet mindst fem steder, venter der en præmie: Et diplom på Maltfabrikken eller en lille glassten og 20 procent rabat på entréen til museet Glas
Skattejagten er meget mere end en hyggelig leg. Det er også en måde at bringe kunst og kultur ud i det fri, fortæller Mikkel Hammer Elming, direktør for Glas:
»Vi ønsker at give familier en sjov og kreativ måde at opleve byen på, samtidig med at vi bringer kunst og kultur tættere på folk.«
Hos Maltfabrikken er begejstringen ligeså stor. Her ser man, hvordan jagten forvandler Ebeltoft til en by i bevægelse – og i fællesskab:
»Byens gader bliver til scenen, kroppen til kompasset, og vi går på opdagelse – med sanserne åbne og i fælles jagt på en oplevelse, vi selv er med til at skabe,« siger Latifa Lykke, eventmagiker hos Maltfabrikken.
Den Store Ebeltoft Skattejagt skydes i gang hver torsdag til og med 6. august. Hver uge gemmes 10 nye glasskatte, skabt i museets eget værksted og inspireret af Ebeltofts nærhed til hav og natur.
Hver uge afslører Ebeltoft Folketidende, hvad der bliver ugens skat. Indtil videre har man kunnet jage alt fra hjerter til søpindsvin – og denne uge altså: fugle!