Sommertradition i Ebeltoft gentages på trods af livstruende sygdom
Sommeren i Ebeltoft ville ikke være den samme uden fantasifulde aktivitetsbog ”Min FerieBy Ebeltoft” - og netop i år bærer bogen på en særlig og rørende historie
Sommeren i Ebeltoft ville ikke være den samme uden den farverige og fantasifulde aktivitetsbog ”Min FerieBy Ebeltoft”. Børn og barnlige sjæle kan igen i år finde opgaver, sjove figurer og sproglige lege i den traditionsrige udgivelse – og netop i år bærer bogen på en særlig og rørende historie, fremgår det af en pressemeddelelse.
Bag bogen står far og søn, Henrik og Marius Johnsson, som i årevis har skabt glæde og sommerminder for familier i og omkring Ebeltoft. Men denne sommer har været anderledes.
I juni blev Marius Johnsson ramt af kritisk sygdom. Arbejdstempoet måtte sættes ned, og hverdagen blev erstattet af sygehusbesøg. Alligevel valgte de at holde fast i den årlige tradition.
»Vi har altid lagt os selv og vores hjerter i det her projekt. Men i år er det anderledes. Marius nåede at lægge grunden til noget, vi nu har færdiggjort i kærlighed og taknemmelighed,« fortæller Henrik Johnsson.
Marius nåede lige akkurat at tegne skitsen til årets forside, før sygdommen ramte. Det blev Henrik, der måtte færdiggøre arbejdet.
Trods modgang og sygdom er det lykkedes familien Johnsson at sende endnu en udgave på gaden – og det med ekstra stor betydning i år. Marius er nu uden for livsfare og i bedring, og glæden over udgivelsen er større end nogensinde før.
Aktivitetsbogen udkommer på tre sprog – dansk, tysk og engelsk. Den er fyldt med lokale referencer, opgaver og illustrationer og er for mange familier blevet en fast og elsket del af ferien i Ebeltoft.