Vivi laver kunstværker med ler fra Nordic Waste: »Det lugtede fælt og var helt sort«

I efteråret fik Vivi Terkildsen fra Randers et spørgsmål.

»En, jeg kender, kom med en pose ler og spurgte, om det ikke var noget for mig,« fortæller hun.

Og det var ikke bare ler. Leret kom nemlig fra Nordic Waste-grunden i Ølst.

»Jeg blev kisteglad. I første omgang fik jeg kun et kilo, men næste gang vi mødtes, fik jeg to murspande med ler. Men jeg skulle lige tygge på, om det skulle kunne noget. Men selvfølgelig skulle det det. Det skulle ikke bare stå der,« siger hun.

Vivi Terkildsen ser egentlig ikke sig selv som kunstner, og der skal meget til, før hun kalder nogle af sine værker for kunst. Hun er uddannet billedkunstlærer og underviser i dag på FOF Randers.

»Det er ikke alt, jeg laver, der er kunst. Det er ikke alt, der virker, men hvis det virker, så har det sin berettigelse. Jeg slås med mig selv, for jeg synes ikke, jeg er kunstner. Jeg har altid tænkt, at kunstnere er nogen, der har noget på hjerte. Men nu har jeg noget, jeg gerne vil sige,« siger hun.

Deformerende ler

Nordic Waste-leret er nu blevet til syv kunstværker, som du for tiden kan opleve i Randers Kunsthus i Middelgade. To af skulpturerne er lavet udelukkende af ler, der er hentet syd for Ølst. Resten er blevet brændt med en skal af stentøjsler.

»Da jeg fik leret, prøvede jeg det af. Jeg skulle se, hvor meget det kunne. Det gik fint med bittesmå prøver, men jo højere temperaturer jeg brændte det ved, jo mere deformerede det. Jeg lavede en stor vase, fordi jeg tænkte, at den gerne måtte deformere lidt. Men jeg havde ikke regnet med, at det flød så meget ud. Når det smelter ud over det hele, kan det ingenting,« siger hun og fortsætter:

»Derfor er der kun to i ren ler. Resten er inde i noget andet. I alle dem med huller i ligger Nordic Waste-leret indeni med stentøjsler udenpå.«

Sprækker i ler og historien

Udover det var en praktisk løsning med en skal af stentøjsler, gav det faktisk også mening rent kunstnerisk.

»Jeg tænkte, det var fint at pakke det grimme ind i noget pænt. Noget, der er i orden og pænt på overfladen,« siger Vivi Terkildsen og fortsætter:

»En af dem, der er lavet af ren Nordic Waste-ler, er fyldt med små sprækker, fordi leret deformerer under brænding. Jeg gik længe og overvejede, om den skulle have lov til at leve. Men til sidst fik den lov til det. Jeg kom til at tænke på, at leret skrider og skaber sprækker i alt i den her historie.«

En af de andre skulpturer ser ud, som om den er væltet lidt i brændingen, men det er endnu en kunstnerisk beslutning. Det er helt med vilje.

»Der er ikke noget nemmere end at lave en nydelig, lige fod. Men det her ler skal ikke ende ud i noget pænt, for det synes jeg ikke, det er. Det må gerne være grimt,« siger hun.

Jern fra Gudenåen

En af skulpturerne ligner et ansigt. Den er en af de to værker, der er lavet udelukkende af ler fra Nordic Waste-grunden. Vivi Terkildsen var nødt til at støtte den ene side. Til det valgte hun et stykke jern, som hun har fundet langs Gudenåen.

»Ude ved motorvejsbroen havde nogle magnetfiskere hevet en del ting op, som de havde efterladt. Da det havde ligget der længe nok, tog jeg det med hjem,« fortæller hun.

Jernstykket er helt rustent, og det er med vilje.

»Jeg kunne have valgt noget helt fint jern, men leret er ikke fint,« siger hun.

Jernet blev brændt sammen med leret, og da Vivi Terkildsen havde en fornemmelse af, at det ikke ville holde, brækkede hun det efter brændingen.

»Det holdt ikke. Så den er limet bagpå. Men det er også et bevidst valg - at gøre noget pænere end det var. At pynte på virkeligheden. Man må sætte det lidt sammen efter beskub, så man får fabrikeret noget, der kan holde.«

»Det lugtede fælt«

Selvom Vivi Terkildsen blev »kisteglad« for leret fra Nordic Waste-grunden, vil hun ikke anbefale andre at grave ler op fra stedet.

»Jeg kan ikke garantere, at det ikke er forurenet. Jeg har ikke testet det. Og især min anden brænding lugtede fælt, og det havde en anderledes farve. Så jeg tror, det var forurenet. Det blev fuldstændigt sort indeni. Det gjorde det første ikke. Jeg tænkte: ”hvad i alverden foregår der”,« fortæller hun og fortsætter:

»Leret skulle være taget fra et ”sikkert” sted, så hvor meget mere er der af den slags? Når der er noget i, ved du ikke, hvordan leret opfører sig. Det påvirker sammensætningen, og det har blandt andet betydning for brændingstemperaturen. Det var også derfor, jeg var nødt til at prøve mig frem.«

Hun har stadig en spand med ler stående, men hun overvejer lige nu, om hun overhovedet skal lave mere.

»Jeg synes, jeg har sagt det, jeg mener,« siger hun.