John takker af med 90 lys i lagkagen og en kongelig belønningsmedalje: »Jeg må sige, jeg er privilegeret«
Efter 58 år takker John Gaden af som formand for FOF Skanderborg. Fremover slipper han de administrative opgaver, men er stadig "manden på stedet".
Et nyt aftenskoleår er på tærsklen til at begynde, og for første gang i 58 år kan John Gaden tage den med ro. Siden 1967 har han stået i spidsen for FOF Skanderborg, og selvom han har været formand i 58 år, var han gerne fortsat, hvis det ikke havde været for det faktum, at der næste gang, han fejrer fødselsdag, skal 90 lys i lagkagen.
Derfor blev det før sommerferien besluttet, at FOF’s aftenskole i Skanderborg 1. juli fusionerede med FOF Sydøstjylland, der består af kommunerne Horsens, Hedensted, Vejle og Billund.
Jeg bliver 90 år næste gang, og det er jo meget et one man show. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg jo ikke ved, hvor længe jeg kan fortsætte med at rende rundt som nu.John Gaden
»Jeg bliver 90 år næste gang, og det er jo meget et one man show. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg jo ikke ved, hvor længe jeg kan fortsætte med at rende rundt som nu. Hele systemet ville bryde sammen, hvis jeg pludselig var væk. Der er jo ikke én, der ved noget om dagligdagen eller det administrative. Det synes jeg ikke, jeg kan udsætte folk for,« forklarer han om beslutningen.
John Gaden repræsenterer dog stadig Skanderborg i den nye fælles bestyrelse og vil fremover fungere som »manden på stedet«.
»Jeg skal jo have noget at tage mig til. Men jeg slipper med alt det besværlige administrative med tilmeldinger og betalinger. Alt hvad der ellers kan dukke op af praktiske sager, det tager jeg mig gerne af,« fortæller John, mens hunden Egon – hans tro følgesvend de seneste år – forsøger at indynde sig hos journalisten.
Sportsmand om en hals
Vi sidder i Johns hyggelige spisestue med en fantastisk udsigt direkte over Skanderborg Sø, som det er mere end svært at løsrive sig fra. Huset, der er Johns barndomshjem, overtog han efter sin fars død i 1968.
Jeg er glad for at møde nye mennesker og at snakke med dem. Det gør jeg alle vegne – jeg kan slet ikke lade være med at tale med folkJohn Gaden
»Min søn har flere gange sagt, at nu er det altså hans tur,« fortæller John grinende. »Det er mange kvadratmeter, når man er alene, men jeg behøver jo ikke gå rundt i dem alle hver eneste dag,« tilføjer han med et glimt i øjet.
»Aftenskolen har givet mig rigtig meget. Ja, du kan jo godt høre, at jeg er sådan en, der godt kan lide at snakke. Jeg er glad for at møde nye mennesker og at snakke med dem. Det gør jeg alle vegne – jeg kan slet ikke lade være med at tale med folk. Og det er jo også lidt af det, der er vigtigt med aftenskolen – at folk lærer noget, jo jo, men også alt det sociale, der opstår på sådan et hold. Så for mig har det i høj grad handlet om glæden ved at sætte noget i gang og se det folde sig ud,« forklarer han.
»Jeg er jo sportsmand om en hals, og der er også sport i at få hold op at stå. Men det har ikke altid været lige nemt, og noget af det værste, jeg har vidst gennem alle årene, var, når jeg blev nødt til at fortælle folk, at det hold, de har glædet sig til, alligevel ikke blev til noget,« fortæller han.
Engang var der rift om pladserne på de kreative hold. FOF havde flere hold med porcelænsmaling, kjolesyning, knipling og keramik. Der var også flere sproghold. Sådan er det ikke længere.
»Jeg har været meget glad for at have været med til at få hold op at stå, og jeg har virkelig lagt mig i selen, for at det kunne lade sig gøre. Men i dag er det svært at oprette kreative hold og sproghold.«
»Det er jo desværre endt lidt som en anderledes gymnastikforening. Bevægelsesfagene er i vælten, og aftenskolerne ville være i nød, hvis vi ikke havde dem,« konstaterer John.
Snydt af dronningen
Da John Gaden tilbage i 2017 havde været formand for FOF i 50 år blev han tildelt den kongelige belønningsmedalje med krone. En stor ære, som John besluttede at tage til København og takke regenten for. Dengang var det dronning Margrethe, og John mødte op i god tid på dagen for audiensen. Det var i december, og der var faldet en del sne.
»Jeg kom ind i den fine sal, hvor de modtager folk, der var en, der tog min frakke, og jeg blev registreret og fik at vide, hvor jeg skulle sætte mig hen. Vi var vel omkring 76 mennesker, der ventede på dronningen. Så nærmer klokken sig 10, og en kabinetsekretær klapper i hænderne. Vi troede alle, at nu sker det. Og så forklarer han, at dronningen var sneet inde under sit årlige julebesøg i London. Man havde forsøgt at sende et militærfly over efter hende, men det havde ikke kunnet lande, og derfor blev dronningen nødt til for første gang nogensinde at aflyse audiencen.«
»Du kan sammenligne det med juleaften, hvor man har fået dejlig mad og børnene glæder sig til gaverne. Så står man om juletræet, og så får man pludselig at vide, at resten af juleaften er aflyst, fordi julemanden ikke kan komme frem.«
I dag griner John af episoden.
»Jeg havde jo lovet jer på avisen, at jeg ville kigge forbi med billeder af mig og dronningen, men heldigvis var der et stort portrætmaleri af dronning Margrethe, og det stillede jeg mig op ved og fik så taget nogle billeder,« forklarer han smilende.
Og ja, fortællingen om dronningens første aflyste audiens fortalte vi om i Din Avis, der dengang hed Uge-Bladet. John fortalte også, at han var ærgerlig over det skete, men ikke helt forstod dem, der skældte ud i læserbreve over aflysningen. Det fik Ekstra Bladet til at ringe til John, for at få deres version af historien.
»Det kom der en sjov oplevelse ud af, for det næste der skete var, at jeg på en tankstation på vej hjem fra en begravelse får øje på et foto af mig selv oppe i et hjørne på forsiden af Ekstra Bladet og ordene: ’John tilgiver dronningen!’ Det glemmer jeg aldrig,« griner han.
Når jeg læser om nogen på 89, så tænker jeg umiddelbart på dem som nogle virkelig gamle mennesker – men det er jo mig selv.John Gaden
Fyrtårn for foreningslivet
Selvom den kongelige belønningsmedalje er svær at slå, har John Gaden også høstet roser lokalt. Særligt glad er han for den lokale Skanderborgpris Sporen, som han blev tildelt i 2020 for sit mangeårige virke i foreningslivet.
I indstillingen til prisen blev John kaldt et fyrtårn for foreningslivet, og selvom han trækker på smilebåndet af den beskrivelse, er den spot on.
For ud over sit hjertebarn FOF og formandsposten der har John i 35 år været formand for Skanderborg Lawn Tennis Klub. Han er aktiv i både Folkeoplysningsforbundet, Skanderborg Debatforum og Idrætssamvirket. I mere end 50 år har han været aktivt medlem af Skanderborg Håndværkerforening, hvor han også stadig er formand.
Og så har han da også lige været medlem af byrådet gennem 16 år for de Konservative fra 1974 til 1990, hvor han i en periode også var viceborgmester.
Som prikken over i’et er John æresmedlem og superfan af AGF. Faktisk har han været AGF-fan nærmest hele sit liv, siden han som 12-13 årig sammen med et par andre drenge cyklede ind til Aarhus for at se klubbens kampe.
Hyldet af ’De Hviie’
»Jeg har fulgt ’De Hviie’ lige siden. Dem er jeg stadig meget glad for. Jeg har fulgt holdet i tykt og tyndt. Blandt andet i mesterskabsårene i 1950’erne,« fortæller han og mindes de mange store kampe på et stadion så tætpakket, at flere tilskuere måtte kravle op i de nærliggende træer for at se med.
»Jeg har stadig sæsonkort, og jeg er stadig med ved hver eneste kamp, det kan jeg godt love dig for,« understreger han.
AGF er også glade for John. Faktisk så glade, at John tilbage i 2019 var blandt de 18 af klubbens største fans, der blev udvalgt til at få deres navne på spillertrøjen.
»Og så lige den dag var jeg ikke til stede under kampen, fordi jeg var på ferie. Min datter havde indstillet mig, uden at jeg vidste det. Men det var faktisk rigtig skægt.«
Selvom det er den kommende fødselsdag med de mange lys i lagkagen, der har fået John Gaden til at drosle ned på de administrative opgaver for FOF, så har han ikke tænkt sig at den ekstra fritid skal bruges foran tv’et.
»Jeg har svært ved at forstå, at jeg er 89 år. Når jeg læser om nogen på 89, så tænker jeg umiddelbart på dem som nogle virkelig gamle mennesker – men det er jo mig selv. Inde i byen møder jeg mange med rollator og elscootere, som ikke er nær så gamle som mig. Det er vitterlig en underlig fornemmelse. Jeg er privilegeret. Det må jeg sige,« konstaterer han.
»Men jeg sidder jo heller ikke stille og keder mig. Jeg tror, at kombinationen af at få den motion, jeg har brug for, og at blive ved med at bruge hovedet, det er ikke nogen dårlig cocktail, så det bliver jeg ved med, så længe jeg kan.«