På tur hos Cold Hand Winery: »Jeg havde aldrig hørt om, at man laver vin i Danmark«
Til rundvisningen får du både historien om stedet, om hvordan metoden blev opdaget ved et tilfælde, og om hvordan en kinesisk trend kom bag på dem.
Nogle gange er der 16. Nogle gange er der kun to. I dag er der fire.
To gæster, der har overnattet i glamping-teltene, og to, der er kørt dertil specifikt for dette, er med på dagens rundvisning på Cold Hand Winery, der ligger ved Læsten i den vestligste krog af Randers Kommune.
Hele sommeren er der hver dag en gratis rundvisning klokken 10. I dag er det Anja Rishøj Axelsen, der viser rundt. Hun er stedets »administrative blæksprutte«.
»Velkommen til,« siger hun, mens hun åbner døren til butikken.
Vin ved et tilfælde
Rundvisningen starter udenfor, hvor Anja Rishøj Axelsen først beskriver de faciliteter, som Cold Hand Winery tilbyder. Det tæller blandt andet glamping, overnatning i en kæmpe vintønde og sommerrestaurant.
»Nogle, der holder bryllup her, gør det, at de holder receptionen udenfor, hvor vi også har vores sommerrestaurant, og så holder de festen indendørs i Smageriet,« siger hun.
Derefter fortæller hun historien om, hvordan Cold Hand Winery blev til.
Forstanderparret fra en efterskole på Mols købte grunden ved Læsten og plantede 2.500 æbletræer. Det bliver til ret mange æbler, så eleverne på efterskolen endte med at få æblemost og æbler til morgen, middag og aften. Men det var ikke nok. Jens Skovgaard havde stadig æblemost til overs, og han satte derfor noget i fryseren.
»Han puttede 20 liter æblemost i en 20-liters-dunk, og når væske fryser, udvider det sig altså, så dunken revnede. Og når man fryser æblemost, er det kun vandet, der fryser. Sukkermassen gør ikke, så sukkersiruppen løb ned i bunden af fryseren, hvor den begyndte at gære og danne alkohol. Sådan fandt han ud af, at man kan lave vin af æbler,« fortæller Anja Rishøj Axelsen.
Hos Cold Hand Winery bruger de stadig metoden med at fryse æblemost (eller mosten fra andre frugter). Derfor kalder de også deres vin for isvin.
»Vældig fint«
En af dem, der er med på dagens rundtur, er Marit Wiraas, der kommer fra Frederikstad i det sydlige Norge. Hun er for tiden på ferie i Danmark. Turen startede i Skagen, og efter en overnatning i Cold Hand Winerys glampingområde går turen videre til først Odense og senere København.
»Vi er altid på udkig efter nogle lidt anderledes steder,« siger hun og fortsætter grinende:
»Jeg havde aldrig hørt om, at man laver vin i Danmark.«
Hun er meget begejstret for stedet og området generelt.
»Her er vældigt fint,« siger hun på syngende norsk.
Kandidatgrad i vin
På rundturen kommer gæsterne med ind i selve vineriet. Her er stifter og indehaver Jens Skovgaard i gang med at skære store poser med sukker op.
»I et sjældent øjeblik har I fanget vinmageren i at lave noget,« griner han.
Anja Rishøj Axelsen fortæller videre om produktionen. Hun fortæller også om Cold Hand Winerys nye vinmager Inez, der kommer fra Portugal.
»I Portugal kan du tage en kandidat i at lave vin. Det kan man ikke herhjemme, så det er ikke altid så nemt at finde en ny vinmager i Danmark. Da vores gamle vinmager fortalte, at han gerne ville noget andet, lagde Jens nogle følere ud i vores netværk, og det var sådan, han fik fat i Inez,« siger hun.
Kinesisk rejsetrend
Efter turen i vineriet og ud på det tilstødende pluklager slutter rundvisningen af i Cold Hand Winerys butik.
»I er meget velkomne til at smage. I skal bare sige til. I kan også stille spørgsmål til produkterne,« siger Anja Rishøj Axelsen.
Hun fortæller om pæreisvinen Pyrus Danica. De solgte ikke rigtigt noget af den, og det var egentlig meningen, at de bare skulle have solgt det, de havde, så den kunne blive udfaset. Men så steg salget et sted pludselig helt vildt. Nemlig i Københavns Lufthavn. De satte sig derfor til at undersøge, hvem der købte Pyrus Danica.
»Vi ringede til dem, og de fortalte, at det var kineserne, der købte det. Flere kom med et billede af den på telefonen og sagde, at det var den, de ville have. Det viste sig, at en kinesisk rejseblogger havde puttet Pyrus Danica på en liste over fem ting, som man skulle opleve, når man var i Danmark, sammen med Legoland og Den Lille Havfrue,« siger hun og fortsætter:
»Sådan kan man hoppe ind i en trend, som man ikke selv er klar over, man er en del af. Så nu producerer vi mere for at følge med efterspørgslen. Jeg var på messe for ikke så længe siden, og der havde vi lavet en cocktail på vinen, vi kaldte ’Lost in China’ for på den måde at anerkende historien.«
»Flydende slik«
I butikken åbner Anja Rishøj Axelsen en kirsebærvin og en kirsebærlikør fra køleskabet.
»Når man til jul skal have risalamande, skal man have kirsebærvin til. Men om man er til den ene eller den anden, er meget fifty-fifty,« siger hun.
Marit Wiraas er ikke i tvivl. Hun skal have en kirsebærlikør med hjem til Norge.
Anderledes ser det ud for Troels Nielsen og Jane Storkborg fra Brønderslev, der også er med på dagens rundvisning.
»Jeg kan godt lide den her,« siger Troels Nielsen.
»Jeg kan godt lide den anden,« siger Jane Storkborg.
»Det er det, jeg siger. Det er fifty-fifty,« griner Anja Rishøj Axelsen.
Troels Nielsen og Jane Storkborg er på vej hjem fra ferie i Grenå. De har med vilje lagt vejen forbi dagens rundvisning på Cold Hand Winery.
»Vi kender det godt, for vi har smagt det et par gange til vinsmagninger. Og nu hvor vi var så tæt på, skulle vi selvfølgelig forbi,« siger Troels Nielsen
»Ja, vi kender godt til det, men det viser sig, at vi kun kender en brøkdel af udvalget,« siger Jane Storkborg og fortsætter:
»Udvalget er så vildt, og det smager fantastisk godt. Det er flydende slik.«