Fortsæt til indhold

Et kick op mod himlen: Oplev Anne Dorte Michelsen på Tøsedrenge Tur og Outlandish på Danmarks top

Årets koncert under open himmel på Ejer Bavnehøj finder sted lørdag den 23. august med legendariske musikere på programmet.

Kultur og byliv
bo

Titlen på årets højest placerede koncert lyder ’et kick op mod himlen’ og byder på legendariske musikere som Anne Dorte Michelsen i Tøsedrenge Tur samt Outlandish.

500 mennesker oplevede en enestående koncert da det 100-årige Genforeningstårn blev fejret i august sidste år. Nu trækker Ejer Bavnehøjs Venner på erfaringerne, når de inviterer til endnu en koncert på Danmarks top lørdag 23. august.

»I år har vi blandet kortene til en aftenkoncert lørdag den 23. august. Legendariske Anne Dorte Michelsen trykker den af som Tøsedrenge Tur med sit band med fire erfarne musikere. For fyrre år siden spillede Tøsedrengene deres sidste koncert. Men nu genopfrisker Anne Dorte alle bandets største hits på en danmarksturné. Undervejs mellemlander hun på Ejer Bavnehøj,« siger formanden for Ejer Bavnehøjs Venner Viggo Rasmussen.

Her bliver der rig mulighed for at synge med på alle klassikerne som ’Sig du kan li’ mig’, ’Drop dine løgne’, ’Indianer’, ’Så gik der tid med det’, ’Vi kan ikke leve alene’ og ikke mindst ’Ud under åben himmel’.

Anne Dorte Michelsen er på Tøsedrenge Tur med sit band. Også hun kan opleves ved koncerten på Ejer Bavnehøj. Pressefoto

Outlandish er klar til at fortsætte deres musikalske rejse, som de begyndte for snart 18 år siden. Nu er de draget på tour med nye versioner af deres populære ørehængere. Gruppen består af Waqas og Lenny samt deres fantastiske band, som de har spillet med gennem mere end 10 år. Deres koncert bliver en blanding af de store hits og ny musik, heriblandt ’Aicha’, ’Guantanamo’, ’Walou’, ’I Only Ask Of God’, ’Callin’ U’, ’Look Into My Eyes’, ’Warrior/Worrier’, og ikke mindst det nye hit ’Might Not Be Right’.

Koncerten er støttet af Kulturpuljen i Skanderborg Kommune og Nordea-fonden. Du kan købe billet her: ejerbavnehoj.nemtilmeld.dk.