Mystiske knogler fundet under kirkegulv
Poul skulle bare se til sin kones grav, men fik pludselig et helt uventet syn.
En dag som så mange andre gik Poul Cowan Koefoed en tur på kirkegården i Tranbjerg for at se til sin kones grav.
Han kender stedet og kirken godt, for han har taget fotos af kirkens inventar til et jubilæumsskrift.
»Kirken var åben, men til min store forbavselse var den fuldstændig tom. Kirkebænkene, døbefonten og altertavlen var væk. På den bare jord stod en rendegraver midt inde i rummet,« siger Poul Cowan Koefoed.
Han kunne ikke lade være med at tage et foto af det bizarre syn, og da han lagde det op på Facebook-gruppen Borgere i Tranbjerg, fik det stor opmærksomhed.
Det blev endnu mere spændende, da der dukkede knogler op ad jorden tæt på kirkens sokkel.
Fundet består af knogler i to forskellige nuancer. En lys og en mørk.
»Er de mon fra Vikingetiden?« undrede fotografen sig.
Ifølge Tranbjerg Kirkes hjemmeside blev bygningen opført i slutningen af 1100-tallet. Da var Vikingetiden forbi og Danmark var et kristent land med en konge.
Måske har vikingerne holdt til på det høje sted, hvor kirken ligger. I så fald har de sikkert spist gris.
I hvert fald mener to af Moesgaards medarbejdere, at de lyse knogler stammer fra en gris, og at de sandsynligvis er blevet gravet ned under en form for marked, der har holdt til på stedet.
Poul Cowan Koefoed lagde vejen forbi Moesgaard Museum, hvor han talte med to af de ansatte, der tilfældigvis var til stede den dag. De vurderede, at de mørke knogler er fra et menneske. De har sammenlignet en menneskelig overarmsknogle med stumpen fra kirken.
»Den kan være havnet i jorden, længe før kirken blev bygget,« fortsætter Poul Cowan Koefoed.
Han begyndte at interessere sig for at fotografere som teenager og er i dag med i klubben Video 2000. Så jagten på de gode motiver fortsætter.
Det samme gør renoveringsarbejdet i Tranbjerg Kirke. Da der ikke er fundet smykker eller våben, der kunne give anledning til et nærmere eftersyn, så bliver knoglerne, hvor de er fundet.
Kirken blev lukket for al aktivitet, og arbejdet begyndte 2. juni. Det sker efter et udbrud af skimmelsvamp.
Planen er at åbne igen midt i november, hvilket er lige før søndagene i advent og julen, som er kirkens absolutte højtid.
Indtil da afholdes afholdes en gudstjeneste om måneden i sognegården, og de fleste andre i Tiset Kirke.